Den slags kunne bedre gå, da vækstraterne var solide, pengekasserne fulde, og der var tysk velvilje til at betale alle hånde primært sydeuropæiske særinteresser, så længe integrationen blev holdt på sporet.

Realiteten er, at lande og skiftende regeringer har vidt forskellige interesser, og derfor må parterne bøje sig mod hinanden, hvis samarbejdet skal fungere. Problemet opstår, når pengene ikke længere rækker, og kontante reformer kan dårligt pakkes ind i bevillinger til prestigeprojekter.

Reformmodstandere har klogt fået det til at se ud, som om valget står mellem vækst og reformer. Men det er falsk tale, for med »vækst« menes der øgede offentlige udgifter. EUs problem set under ét er for meget stat og for lidt marked. Venstrefløjen overser bekvemt, at statslig intervention har konsekvenser, som vi både ser og ikke ser, for nu at låne et udtryk fra den liberale tænker Frédéric Bastiat (1801-1850): Hver gang der beslaglægges flere penge eller opsættes nye barrierer for foretagsomhed, kan den politiske klasse fremvise synlig handlekraft, men der går værdier tabt i den private sektor. De tabte værdier ser vi bare ikke.

Forleden afleverede 41 europæiske industri- og arbejdsgiverorganisationer, bl.a. de hjemlige DI og DA, et sæt anbefalinger til EU-formandskabet. Pointen er, at der ikke er nogen modsætning mellem vækst og stram økonomisk politik. Faktisk er de hinandens forudsætninger, for uden kontante, strukturelle reformer er der ingen basis for langsigtet økonomisk vækst. Det handler om jobskabelse i den private sektor, og Businesseurope foreslår en række elementer, som er en del af det, der skal til for at komme ud af krisen:

Der skal styr på de offentlige finanser. Flere af de offentlige kroner skal gå målrettet til at styrke forskning og udvikling, innovation, men først og fremmest skal budgetterne være i balance.

Strukturreformer er nødvendige. Det handler om for høje skatter, for tidlig tilbagetrækning, om stive systemer der gør det vanskeligt at hyre og fyre, samt tilpasning af lønnen til markedet.

Det Indre Marked hæmmes af administrativt bøvl. Der er blevet afreguleret, men der er brug for mere, og erhvervslivets rammebetingelser kan styrkes gennem bedre infrastruktur både på transport- og IKT-området.

Styrket vækst gennem handel. EU skal gøre mere for at styrke samhandelen. I dag er der globalt for mange barrierer, som hæmmer værdiskabelsen.

Oveni skal lægges, at vi har brug for at tiltrække flere talenter til Europa, vi skal belønne dem, der skaber en betydelig værditilvækst, fremfor at beskatte flid og talent, og så skal vi fremme elite inden for forskning og innovation. Hvis EU skal lykkes, må presset på de mest reformfjendtlige lande øges.

Når Kinas præsident Hu Jintao kommer til Danmark på statsbesøg med en række samarbejdsaftaler under armen, er det derfor et på alle måder vigtigt besøg for os.

»Samarbejdet har aldrig været bedre,« sagde den nye kinesiske ambassadør Li Ruiyu, der kommer til København fra en stilling som generaldirektør i EU-spørgsmål, da han i går mødte den danske presse. Disse aftaler vil give større adgang for danske og kinesiske virksomheder inden for teknologi, sundhedsprodukter, vedvarende energi, fødevarer, fødevaresikkerhed samt ikke mindst gensidige placeringer af kulturcentre.

Det sidste handler om, at Kina med sine 1,3 mia. indbyggere er optaget af at udbrede kendskabet til kinesisk kultur. I gamle dage handlede alting om udbredelse og eksport af den kinesiske variant af kommunismen, men det begreb er for længst kompromitteret, så fokus er i høj grad på den rige kinesiske kultur.

Den slags kaldes »blød magt«, og det har vi meget af i Europa og USA. Tænk på, hvordan vores film, kunst, mode og individualitet inspirerer resten af verden. Kina er ikke på samme måde stærk på blød magt, selvom landet bruger mange milliarder på at sprede kinesisk kultur til omverdenen.

F.eks. er der statsbetalte, engelsksprogede TV-kanaler, aviser og radio og ikke mindst kinesiske kulturinstitutter. På CBS i København og i Aalborg har vi dem allerede.

Men hver gang den kinesiske kultur kommer ud over rampen, er der problemer med dissidenter eller civilsamfundets manglende mund og mæle, som gør, at Kina ikke udøver blød magt af betydning.

Vi ser det tillige, når der er kinesisk besøg i Europa og menneskerettighederne bliver emne. Vi har en fælleserklæring for det dansk-kinesiske samarbejde, lavet da Anders Fogh Rasmussen mødtes med Hu Jintao, som sikrer, at menneskerettighederne ikke glemmes. Vi burde gå skridtet videre i EU med en fælles Kina-politik, der adresserer forholdet til bunds, men det har fortsat lange udsigter på grund af uenighed.

Da Sovjet brød sammen, undersøgte Kinas kommunistiske parti, hvorfor systemer bryder sammen, og hvordan partier besidder magten i mange år. Blandt konklusionerne var, at legitimitet kan udledes af evnen til at producere vækst og velstand til borgerne samt at man skal føre en uhyre restriktiv linje, når det gælder pressefrihed, hvis et system som det kinesiske skal overleve. Den økonomiske kurs er benhårdt blevet fulgt; hvert år sin liberalisering. Udvalgte sektorer har begrænset konkurrence, mens andre er helt frie.

Som Edward Tsee gør opmærksom på i »China Strategy« skal ingen forvente, at kommunistpartiet har planer om at opgive magtmonopolet endsige på at laissez faire-kapitalisme er andet og mere end et middel til at fastholde en struktur, hvor partiet leder staten og borgerne nyder økonomisk frihed og en hidtil uset grad af dispositionsfrihed, så længe en meget håndfast grænse ikke krydses, hvor det bliver til systemkritik.

Den kinesiske menneskerettigheds­aktivist Yang Jianli fortalte mig tidligere i år, at den politiske og økonomiske magt i betydelig grad er sammenfiltret, så de mest kapitalistiske kredse samtidig er tilhængere af partiets magtmonopol, så det er ikke derfra den politiske frihed fremmes.

Svaret ligger i et styrket civilsamfund, som vil tilføre Kina endnu mere dynamik, og her får Hu Jintaos efterfølger sin sag for.

Hvilken konklusion vi når frem til, afhænger af, hvordan vi fortolker Kinas motiver. Nogle mener, at Kina er fjendtligt indstillet over for Vesten, andre tror modsat, at Kina ønsker en fredelig opstigning. Midt­imellem befinder sig dem, der mener, at Kina som stormagt efterstræber sine geopolitiske interesser, og at Vesten må acceptere dette og fastholde egne værdier om politisk og økonomisk frihed. Nye står nærmest for det sidste.

I et interview jeg lavede med ham, sagde han bl.a.: »Det vil måske tage 10 år, førend der kommer markant politisk frihed i Kina«. Han tilføjede: »USA skal aktivt involvere sig i Asien, som også Kinas naboer ønsker i form af tilstedeværelse i Japan og Korea. Det handler ikke om at inddæmme Kinas indflydelse, sådan som USA gjorde med Sovjet under Den Kolde Krig, men tværtimod om at integrere Kina i internationalt samarbejde. Der er i USA tusindvis af kinesiske studerende, og vi samhandler i et omfang som aldrig før«. For de der vil læse en uddybende argumentation, skrev han forleden om sagen i Wall Street Journal.

Joseph Nye taler med ekstra vægt, foruden den der følger af, at han er forsker i verdensklasse – han er også tæt på Det Hvide Hus som tidligere viceforsvarsminister under præsident Clinton og chef for præsidentens National Intelligence Council. Nye er fortaler for, at USA bruger sin magt klogt – konceptet kaldes »smart power« – og denne hans meget udbredte magtteori er god til at forstå Kinas ageren ud fra. I sin seneste bog, The Future of Power, definerer han »smart power« således:

»Klog magt er evnen til at kombinere hård magt, i form af tvang eller betaling, med blød magt, som er ren tiltrækning, til en succesfuld strategi«.

USA står stærkt, når det gælder klog magt, mens Kina fortrinsvis er stærk på den økonomiske magt, og er på vej frem militært. Med blød magt, evnen til at få folk til at synes om sine værdier, har Kina begrænset succes, uanset at der bruges mange milliarder på engelsksprogede medier, kultur- og sprogeksport. Den bløde magt er svag på grund af den tydelige grad af (selv)censur, som f.eks. betyder, at kinesiske film oftest handler om gamle dage istedet for nutiden, så den rige kinesiske kultur ikke kommer ud over rampen på grund af de begrænsninger, der lægges på civilsamfund, kunstnere og intellektuelle. Her kunne Kina vinde meget ved større frihed.

Kina troede i finanskrisens første par år, at USA var så svækket, at Kina blot kunne smide fløjlshandskerne globalt & regionalt, men naboerne i Asien blev så bekymrede, at man efterspørger mere USA-engagement. Kina har reelt erkendt, at selvom landet relativt set er i en naturlig opstigning, er der klare grænser. USA & EU er jo netop ikke på vej udover afgrunden. Sådan skal vi f.eks. aflæse den pragmatiske løsning på sagen om den blinde menneskerettighedsaktivist Chen Guangcheng, der søgte tilflugt på USAs ambassade i Beijing. Selvfølgelig var kineserne vrede over situationen, og amerikanerne måtte vedstå sig deres frihedsværdier, når der bliver søgt asyl, men sagen blev løst i fredsommelighed. Guangcheng med familie er nu i USA.

Bundlinjen er, at den kinesisk-amerikanske relation ikke er skadet, hvor Kina for et par år siden have set rødt. USA vil i fremtiden være militært førende, men må dele magten med EU og Kina, når det gælder økonomi, og så kan vi ikke undvære Kina som aktiv spiller globalt, når det gælder grænseoverskridende spørgsmål som terrorisme og klimaforandringer. Tilsammen giver det en ny verdens­orden, hvor klog magt vil være efterspurgt.

Mens franskmændene, og såmænd det meste af Europa, kværner løs om, at en kæmpe skattestat er altings mål og mening, er vi ved at blive overhalet af nye økonomier, i særdeleshed Kina.

Netop nu rejser Kinas premierminister Wen Jiabao rundt i EU og signalerer en fortsættelse af friske, markedsøkonomiske reformer, hvor foretagsomhed belønnes, og i næste uge kommer vicepremierminister Li Keqiang. Kinas 1,3 mia. indbyggere, en vækstrate på omkring 8 procent i år, efter tocifrede tal i et par årtier, med dets megabyer, særligt på landets østkyst, har frembragt en købestærk middelklasse, der beskattes lavt.

Franskmændene, og vi andre, bliver nødt til at erkende, at magtbalancen er ved at tippe dramatisk. Tag f.eks. et område som Hong Kong, der i størrelse minder om et EU-land, og hvor Kina for 15 år siden overtog ansvaret for dette kapitalistiske mirakel.

I bystaten Hong Kong er der netop udpeget en ny leder, Leung Chun-ying, en succesrig forretningsmand, der er under mistanke for at være hemmelig kommunist og skræmmer nogle med noget populistiske meldinger. Lige nu spekuleres der i, om han vil hæve indkomstskatten en smule. Ikke overraskende er der stærk modstand i den frimarkedsorienterede bystat med de 7 millioner indbyggere, hvor ledigheden er 3,4 procent, økonomien er vokset 17 procent over de sidste to år og hvor BNP pr. indbygger er som EU27, og med en ulighed dobbelt så høj som i Danmark. Nej, når modstanden mod skattestigninger er betydelig, er det fordi indkomstskatten i forvejen er 17 procent, som Financial Times beretter. Det er den type udfordringer, vi er oppe imod.

Disse konkurrencevilkår følger af globaliseringen. Det er egentlig underligt, at vi i Vesten ikke tager kampen op. Vi har jo ellers traditionelt været hjemsted for markedsøkonomi, innovation, ejendomsret, frihedsrettigheder og retsstatsprincipper; historisk har dette været velstandsskabende.

Den franske valgkamp er en opvisning i, hvordan det går, når en offentlig mening kan køre af sporet, så en særdeles moderat præsident, der ikke lover andet end forsigtige reformer, kan komme i fare. Det er ganske sigende for stemningen, at han kan trues af en noget blodfattig, professionel partibureaukrat, der lover en fastholdelse og ligefrem tilbagevenden til den mest uansvarlige socialistiske overbudspolitik, som tænkes kan.

Præsident Sarkozy har i realiteten kun gennemført absolut moderate reformer, såsom en forhøjelse af pensionsalderen til 62 år, bundet sig til Tysklands konservative reformkurs i den økonomiske politik og udenrigspolitisk tilnærmet sig USA. Modkandidaten Hollande lover guld og grønne skove, og løfterne lader sig ikke indfrie. Hvis Hollande vinder, er det bedste håb, at han som Helle Thorning-Schmidt systematisk bryder alle dyre løfter og slår ind på en reformkurs.

Hidtil har pengeudlån været et anliggende for de statslige banker, efter centralt fastsatte renter og med en udlånspolitik, der særligt har gavnet halvstatslige selskaber, men har gjort det svært for hele vækstlaget. Denne pengeknaphed for iværksættere og små- og mellemstore virksomheder har ført til fremkomsten af et gråt lånemarked. For nylig blev den stenrige, 30-årige Wu Ying, en af Kinas entreprenante kvinder, dødsdømt, bl.a. for ulovlig hamstring af midler på det grå marked. Nu liberaliserer man så området.

DET ER NEMT AT forstå hvorfor. Når man går rundt i Kinas store byer, er det indlysende, at de driftige unge vil ud og frem, nysgerrige efter at tale med vesterlændinge og med klar forståelse af, at benhård konkurrence skal der til. Den slags kræver midler.

Når den kinesiske regering bebuder, at der fremover skal åbnes for privat kapital, er det i første omgang et eksperiment. Det sker karakteristisk nok i Wenzhou, en af de mest entreprenante, østkinesiske storbyer med 9 millioner indbyggere, beliggende mellem Hong Kong og Shanghai; i første runde et »eksperiment« som kan udbredes til hele landet senere. Det var bl.a. i Wenzhou og Shanghai, at man igangsatte kapitalisme i fuld skala, dengang Kina åbnede sig for omverdenen for 30 år siden, og som har ført til, at skyskrabere erstattede skyskrabere med ekspresfart. Store forventninger knyttes derfor til denne proces, når en af Kinas allermest driftige provinser går i gang.

DET BLIVER INTERESSANT at se, om der bliver plads til udenlandske banker som de europæiske. Her er et lukrativt marked, da kineserne sparer mere op fremfor at forbruge; modsat Vesten hvor vi låner og låner. I dag får kineserne en dårlig indlånsrente, så her er et marked for konkurrence. Og som nævnt et potentielt, gigantisk lånemarked med plads til konkurrence. De kinesiske medier antyder kun lige akkurat, hvor meget dette kan skubbe til økonomien på den sunde måde.

De, der tager til Kina i disse år, vil blive slået af beundring, og for manges vedkommende bekymring, over det vækstmirakel, som eksperter forventer gør Kina til verdens største økonomi i 2016. De østlige områder, i megabyer som Shanghai og Wenzhou, forventes ved slutningen af årtiet at have samme gennemsnitsindkomst som i USA.

I KINA ER SKATTEN lav, og folk har mulighed for at tjene en formue. Købekraften er tydelig, når man går på gaden i byer som Shanghai, Suzhou, Xi’an og Beijing, som jeg netop har besøgt. De, der er i tvivl om, at fremtiden tilhører dem, der kan og vil, skulle besøge Kina. Den vestlige verdens store udfordring handler om, at vi tøver for længe med reformer. Men uden mindre omfordeling og en styrket selvstændighedskultur med frie, selvhjulpne borgere, går det ikke. Kinas kapitalistiske fremdrift, nu med en markedsøkomisk reform, der øger dynamikken, viser Vesten, hvor påtrængende det er, at vi selv kommer i gang.

Over 150.000 har løst billet til Anne Grete Bjarup Riis’ film om Hvidsten Gruppen. Når filmen er blevet så stor en succes, er det selvfølgelig fordi modstandskampens dilemmaer er håndgribelige.

Historien om den lille gruppe fra Hvidsten, mellem Randers og Mariager, lever i den grad, fordi instruktøren formår at spejle det uendeligt små i det uendeligt store; ved at fortælle en lille modstandsgruppes historie belyses modstandskampens eksistentielle dimension, der består i, at nogle ofrede sig for, at Danmark kunne blive frit.

»Modstandsbevægelsens historiske rolle (…) er snarere end militær (…) psykologisk, moralsk og politisk«, har besættelsestidshistorikeren Hans Kirchhoff, tidligere konkluderet i bogen »Samarbejde og modstand under besættelsen«. Filmen om Hvidsten Gruppen forholder sig dybest set til disse tre dimensioner:

PSYKOLOGISK FÆNGER FILMEN, fordi den som loyal hverdagsfortælling levendegør tiden, menneskene og hele det miljø, hvor modstanden bliver til. En af de første scener i filmen, hvor menige danskere i et festligt lag højlydt diskuterer samarbejdspolitikken, siger alt. Eller scenen hvor der hos dyrlægen spørges, om man kan tillade sig at rekruttere familiefædre, der både sætter egen og familiens tilværelse på spil. Det hele står så levende, at man fornemmer lugten i køkkenet af »Gudruns Recept«, som Hvidstenkroens berømte flæskeæggekage har heddet siden Gudrun Fiils tid.

Moralsk handler det om den eksistentielle dimension, som den enkelte sættes i: Hvad ville vi hver især have gjort i en situation, hvor fjenden står i landet. Ville vi samarbejde eller yde modstand? Filmen er mindre god til at vise, at modstanden længe var et randfænomen, hvor højst to procent af danskerne gik aktivt med.

Politisk sammentrænger filmen temaet samarbejde eller modstand. Det officielle Danmark samarbejdede i mere end tre år af besættelsen. Sabotage og guerillaaktiviteter virkede voldsomt dengang som nu. Afsættet for Hvidsten Gruppen er i filmen statsminister Vilhelm Buhls sabota­getale 2. september 1942 om, at sabotage eller viden herom skal indberettes, ellers er det, ifølge Buhl, at »handle imod sit fædrelands interesser«. En tale Buhl ord til andet gentog året efter i en 1. maj-tale. Talen blev holdt under indtryk af, at Værnemagten ønskede modstandsfolkene behandlet ved tysk krigsret. At gå op mod øvrigheden viser sig i filmen og i den virkelige historie som en både national og antiautoritær handling.

Ifølge flertallet af besættelsestidshistorikerne betød samarbejdspolitikken, at vi undgik norske tilstande, altså en voldsom brutalitet.

Det er vanskeligt at bestride. Men, og dette »men« er afgørende: »Hvis de andre havde opført sig som Danmark, var Europa blevet nazistisk«, udtalte den gamle modstandsmand Jørgen Kieler i et interview i Berlingske forleden. At vi kom ud på den rigtige side, kan vi i høj grad takke modstandsbevægelsen for med dens kamp for friheden. Med folk som den tapre skare i Hvidsten Gruppen har det været nemmere for os som nation at komme overens med besættelsestiden.

Set udefra forekommer Aarhus Universitets håndtering besynderlig, når det handler om professor Koldaus bemærkninger om, at den akademiske standard er faldet til et utilladeligt niveau, og at tværfaglighed har udvandet kvaliteten. Synspunktet er jo identisk med hvad bekymrede humanister i årevis har prædiket. For snart 25 år siden skrev Alan Blooms »Historien om Vestens intellektuelle forfald«, hvor han insisterede på, at humaniora, og dermed det klassiske universitet, skal være sandhedssøgende, et sted for fordybelse, med en kærlighed til viden.

Rektor Lauritz Holm Nielsen og dekan Mette Thunø har de seneste dage lukket ned for hele den del, der handler om Linda Koldau ved at henvise til, at det er en personalesag, samt at Ombudsmanden ser på, om der er noget at komme efter i forhold til ytringsfriheden. Den del er derfor vanskelig at mene noget principielt om, men for mig at se er den virkelige debat også den, der handler om, hvorvidt humaniora skal besinde sig på dets klassiske dannelsessigte eller være masseuddannelser. Flere erfarne undervisere taler om, at den almene dannelse er skippet i en tilpasning til omverdenens krav om brede generalistkompetencer.

Sagen er, at det klassiske universitet, fra før 1970, var forbeholdt de få. I dag er det forventningen, at en store del af en ungdomsårgang tager en lang videregående uddannelse. Det afspejler et samfund med et anderledes arbejdsmarked. Så længe universitetet er skatteyderfinansieret, bør det tage et rimeligt hensyn til de behov, der er for arbejdskraft. Naturligvis med respekt for universitetets selvstyre og forpligtelse på forskningen. Det er nemt at holde højstemte festtaler om, hvad universitetet skal.

De bevilgende myndigheder må dog rimeligvis kunne stille nogle krav om at få noget til gengæld for midlerne, og det sker bl.a. gennem udviklingskontrakter og blød målstyring. Forventningen er bl.a. et krav om, at uddannelserne rent faktisk kan bruges på arbejdsmarkedet, så derfor presser den øverste ledelse på for, at det anvendelsesorienterede styrkes.

I gamle dage var universitetets bløde fag mere rettet mod en karriere som forsker eller som underviser, men den efterspørgsel var og er begrænset, så hvis man som studieleder på et presset humanistisk fag ønsker volumen, kan man ikke nøjes med det. Derfor laver man i dag de kreative fagkombinationer, hvor man stræber efter at kunne få sine kandidater i arbejde, hvor sidegevinsten er, at man så sikrer sig bevillinger. Denne type lokal, institutionel selvopholdelsesdrift er velkendt, og forøvrigt ikke kun på universitetet.

Den øverste universitetsledelse burde besinde sig på, at der er brug for at uddanne færre humanister, som så til gengæld havde en klassisk humanistisk tilgang rettet mod forskning og undervisning. I stedet kunne universitetsledelsen lade handelshøjskolen og andre af de “hårde” uddannelsesområder om at stå for flere af de kreative, spændende kombinationer af videnstunge fag rettet mod det offentlige og private arbejdsmarked. Dette ville også gavne de unge humanister, der i dag oplever tårnhøj ledighed, når deres fag sammenlignes med andre universitetsuddannelser. Dette forhold er desværre landsdækkende og slet ingen århushistorie.

Min påstand er, at filmen »Jernladyen«, der går i danske biografer fra torsdag, slet ikke rokker det mindste ved Thatchers betydning, uanset at filmens drivkraft og motor er flashbacks oplevet af en rusten jernlady, svækket af demens. Den danske historiker Jørgen Sevaldsen, forfatter til en særdeles udmærket, kritisk, men balanceret biografi »Thatcher« påpegede det etisk angribelige heri lørdag på debatsiderne. Han har strengt taget ret. Lige så meget ret har filmens instruktør i, at filmen næppe flytter afgørende på fronterne mellem venstrefløjen, der fortsat hader Thatcher, og dem, der ser hende som en betydelig politiker.

MARGARET THATCHER KOM til i 1979 i en tid, da omverdenen betragtede Storbritannien som »Europas syge mand«, regeret af særinteresser, præget af en socialiseret økonomi med mangfoldige nationaliserede virksomheder. New Labour-politikeren Tony Blair, der var i samme vægtklasse, skriver i sine erindringer »En rejse«, at hun »havde ret i sit syn på fagforeningernes misbrug af deres magt« og »hun havde viljestyrken, lederegenskaberne og intelligensen«.

For mig at se handler Thatchers store betydning om, at hun spredte det synspunkt, at det kapitalistiske samfunds unikke drivkraft af politisk og økonomisk frihed er det bedste. En hel generation af borgerlige-liberale unge blev dybt præget af hele denne idémæssige revolution, der politisk blev anført af Margaret Thatcher, Ronald Reagan og af frihedsorienterede tænkere som »Adam Smith, den største fortaler for det frie initiativ i økonomien indtil Hayek og Friedman«, for at citere Thatcher i biografien »Downing Street Årene«.

Thatchers betydning bekræftes af Reagan: »Hun er virkelig en stor statskvinde«, skriver præsidenten 16.11.88 i den posthumt udgivne »The Reagan Diaries«. Nogle år før, 29.9.83, konstaterede Reagan: »Jeg tror aldrig, at USA-UK-relationerne nogensinde har været bedre«.

Tillige var de to ideologiske afsendere for en frihedsorienteret politik, der lagde vægten på, at politisk og økonomisk frihed var selvindlysende for alle verdens folkeslag. I afviklingen af kommunismen stod Thatcher og Reagan sammen, herunder i deres etiske bestemmelse af kommunismen som »ondskabens imperium«. De har afgørende medansvar for, at markedsøkonomi og politisk frihed efter Den Kolde Krig – selvom det anfægtes ustandselig og med vekslende styrke – har været den bærende beretning.

I DAG ER MARGARET Thatcher en del af en levende samtidshistorie. På afstand kan vi lægge til og trække fra; som alle andre politiske ledere begik hun masser af fejl, var for stejl og enerådende, for kritisk over for det europæiske samarbejde. I dag vil de fleste også mene, at hun var forankret i en type moralske værdier, der er ulig vores mere postmoderne. Det ændrer intet ved Thatchers kæmpe betydning for sit land og eftertid.

Det er kun sundt, hvis »Jernladyen« får os til at diskutere og nuancere Thatchers rige værdipolitiske arv.

”Vi sover kun fredeligt i vores senge om natten, fordi barske mænd er beredt til at benytte magt på vores vegne”, som forfatteren George Orwell (1903-50) så præcist udtrykte det. Hvis vi vil terroren til livs, må demokratierne have vilje til selvforsvar. Frihedens fjender respekterer ikke demokratiernes svaghed. Tværtimod udnytter de svaghed, hvilket både terrorkampen og Den Kolde Krig har lært os.

Selvom USA’s håndfaste indsats overfor terror synes at have uskadeliggjort den ideologiske ledelse af al Qaeda, minder PET os om, at der fortsat er behov for et dansk fokus på terrorkampen. Det gælder både radikal, formørket islamisme og den type individuel eller i celle-baseret terrorisme, som kan udtænkes af venstre- og højreradikale ekstremistmiljøer.

Forleden, som et blip på skærmen, dukkede terrorproblemet faktisk op igen. Muhammed-sagen spøgte i medierne, da to norske terroranklagede fik fængselsstraffe for planer om at ville angribe Jyllands-Posten som hævn for de famøse tegninger. Det minder os om, at sagen ikke forsvinder. At der er radikale miljøer, som ønsker at benytte tegningerne til terror.

Dette fremgår også klart i to PET-dokumenter, ”National Trusselsvurdering” samt ”Vurdering af Terrortruslen mod Danmark”.
Terrorkampen er for vigtig til at blive billig partipolitik, og siden 2001 har Venstre, Konservative, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti kunnet mødes omkring dette vigtige spørgsmål. Sådan bør det vedblivende være. Derfor var det i øvrigt også bemærkelsesværdigt, da Venstre sammen med DF, LA og EL i december blokerede for justitsminister Bødskovs forslag. Den ny justitsminister bad ligesom den konservative forgænger om endnu engang at få udskudt evalueringen af reglerne for overvågning af telefoner og internettrafik, fordi der er nye EU-regler på vej. Disse regler er lavet for, at PET på fornuftig vis kan overvåge kriminelle terroristaktiviteter, men hver dansker bliver registreret i tusindvis af gange hvert år, fordi den elektroniske trafik er så omfattende.

Vi har selvsagt brug for en nuanceret debat om de sager; er det nødvendigt med al denne overvågning? Er det nødvendigt at vi alle skal lægge nøgler, telefoner,iPads, bælter og jakker, når vi går gennem lufthavnskontrollen?

Dele af det borgerligt-liberale miljø nærer bekymring på vegne af retssikkerheden og har hele vejen igennem haft reservationer i alle disse spørgsmål. Reservationerne er anderledes end den professionelt hændervridende venstrefløj, der altid har svigtet, når det gælder bekæmpelse af kriminalitet. Det er klart, at frihedsorienterede må nære en principiel bekymring overfor balancen mellem stat og individ.For personlig retssikkerhed er et umisteligt gode. Imidlertid er der også andre hensyn.

Terrortruslen har lært os, at i særlige situationer bliver vi nødt til at vægte sikkerhed over den personlige frihed. Selvfølgelig skal PET og myndighederne ikke have flere beføjelser end nødvendigt, men tænkningen har været, at hvis der er blot en lille risiko for terroraktiviteter, må myndighederne være årvågne.
PET-vurderingerne minder os om, at der er meget, vi forskånes for, takket være efterretningstjenestens arbejde. Der er folk, som sørger for sikkerheden og dermed for trygheden i samfundet. Et frit samfund er afhængigt af, at der er nogen, som opretholder spillereglerne og samtidig får stoppet dem, som vil underminere samfundsfreden.

Det fremgår tydeligt af rapporten Global Risks 2012, hvor allehånde eksperter har givet deres bud på, hvad vi kan forvente os på bare et tiårs sigt. Blandt de overordnede punkter er tre ubehageligt nærværende megatrends, reformer, institutioner og informationsteknologi:

1. Det kan gå helt galt med vores trygge og frie samfund, hvis ikke vi er i stand til at reformere os. Sagen er, at der er et indbygget dilemma, som på kort sigt handler om, at der vil være nogle, der taber ved markante reformer, uanset hvordan det pakkes ind. Derfor må reformer handle om at give den gruppe borgere, der kommer i klemme i globaliseringens benhårde konkurrence, mulighed for at blive selvhjulpne og selvforsørgede frem for at blive klientgjort i en gammeldags velfærdsstat, som holder dem uden for arbejdsmarkedet. Uden dette håb om en bedre tilværelse, bliver det også umuligt at lave en reformkoalition.

Når det desuden er nødvendigt med en reformbølge, hænger det også sammen med, at vi i den rige del af verden bliver markant flere ældre, så forsørgerbyrden drastisk forøges i de kommende år. I USA og Kina går den udvikling noget langsommere, mens der i en række af de nye økonomier er overskud af unge.

Generationskontrakten kan derfor ikke uden videre fortsætte; altså at vi i løbet af et livsforløb omfordeler til hinanden over skatten. I dag har vi så mange, der er på vej til at blive ældre, at det kræver betydelig indvandring at håndtere den stigende forsørgerbyrde.

Opgaven er så at tilpasse vores stater til, at de mest dynamiske mennesker har lyst til at slå sig ned her. Det medfører igen et pres for reformer, så vi får en slankere, billigere, men dermed også mere levedygtig stat, der fokuserer på kerneområder. Ingen ved deres fulde fem vil jo være indvandrere i samfund, som på sigt flår dem i skat og yder en ufleksibel offentlig service, hvilket alt sammen bliver forstærket, når man som den røde regering ruller det frie valg tilbage, ophører med at konkurrenceudsætte offentlige opgaver og lægger det private initiativ for had gennem skattetrykket.

2. En stadigt mere gensidigt afhængig verden gør det vanskeligere for os at kontrollere mængden af risici, vi konfronteres med. Samtidig oplever vi modstand overfor at afgive suverænitet til internationale organisationer. Mest udpræget er vores traumatiske forhold til EU, hvor tåbelige forbehold gør os sårbare overfor områder, vi har udbytte i at deltage i.

I virkeligheden er det langt mere forpligtende mekanismer i de internationale institutioner, der er brug for. En række af disse institutioner er børn af USAs politik efter den Anden Verdenskrig, hvor man ville binde ikke mindst Tyskland på hænder og fødder samt inddæmme totalitarismen i Øst, således at Europa kunne udvikle sig i fred og frihed. Hele den fortælling må moderniseres, fordi de færreste har en erindring om fortidens fjerne krige. Og vi må inddrage de nye økonomier klarere i beslutningsprocessen. Det betyder igen, at vores frihedsorienterede værdier kommer under pres. Det er egentlig meget enkelt: Hvis ikke vi styrker vores økonomier gennem smertefulde reformer, kommer vi til at blive tabersamfund. Vi ser allerede, at Østen stiger, og Vesten synker. Det kan kun imødegås gennem en ærlig reformindsats.

3. Den ny teknologi giver os en fantastisk masse muligheder, men vi har ikke styr på den mørke side af den virtuelle verden. Vi ser mest på fordelene, f.eks. at de sociale medier var med til at skabe grobund for de folkelige opstande i det arabiske forår for præcis et år siden. Men i sommer oplevede vi jo også opstande i London, hvor selvsamme teknologi blev brugt i krigerisk øjemed af ballademagere. Det er den mørke side af cyberspace.

Faktisk bliver det fremhævet, at der er en ægte risiko for cyberterrorisme. At den slags er muligt, har Iran tilsyneladende oplevet. Dette slyngelstyre skulle have oplevet angreb med computervira, der, dog uden at lykkes, skulle lamme dets hemmelige a-våbenprogram.

Stater må tage dette alvorligt. NATO har taget dette op som en væsentlig faktor i dets arbejde. Noget lignende kunne sagtens lamme vestlig infrastruktur, der er drevet af it-systemer. Rapportens forfattere nævner f.eks., at London uden elektricitet i et par dage, ville udløse en katastrofe.

Berlingskes Thomas Larsen vil i de kommende dage rapportere og analysere diskussionerne i Davos, fra den storslåede natur, hvis omgivelser de færreste danskere kender fra andet end den tyske forfatter og nobelpristager Thomas Manns roman »Trolddomsbjerget«. Der bliver nok at tale om, når verdenseliten mødes i Davos, og der er mange hastende dagsordener i en tid hvor de globale farer er rykket nærmere på Europa.