Marlene Wind skader EU-sagen

Af Jesper Beinov 55

Hvis ikke EU bliver bragt i stand til dels at løse flygtninge- og migrantkrisen, dels at få gang i væksten, risikerer hele EU-projektet at komme i fare. Det kræver kritisk debat og evnen til at producere robuste resultater. Ellers bliver befolkningerne endnu mere skeptiske, og EU mister folkelig opbakning også blandt de vælgergrupper, der hidtil har båret projektet. Der er brug for, at EU som fællesskab leverer mere på de store dagsordener, mindre på småtteriet og dermed sætter bom for unødvendig detailregulering.

Der er en hårfin balance mellem pragmatisk handling, som afhjælper EUs hovedudfordringer, og på det overmod, der handler om, at svaret altid er mere EU-magt. Det skulle nødigt gå med EU som den gamle myte om Ikaros. Sagnfiguren Ikaros og faren er fanger på Kreta, og for at slippe væk fæstner de fjer på bivoks, så de får vinger og kan flyve. Men flyv nu hverken for tæt på Solen eller vandet, hold mellemvejen, advarer faren. I overmod kommer Ikaros for nær Solen, voksen smelter, og han styrter i havet. »Ikaros-syndromet« kan vi kalde det, og udtrykket er titlen Peter Beinarts bog om dumdristigt overmod i USAs nyere udenrigspolitik. Det udtryk kom jeg i tanke om efter i weekenden at have læst professor Marlene Winds udfald i Politiken og bagefter så Det Kongelige Teaters flotte repremiere på Ovids »Metamorfoser«, hvor den græske myte indgår.

Det handler om at holde en gylden middelvej, en balance. For mig at se slipper Marlene Wind fuldstændig forbindelsen til virkeligheden, når hun i alvor mener, at det er medier som Berlingske og »uduelige europæiske ledere (der) sender Europa mod en langsom, men smertefuld opløsning«. At EUs stats- og regeringschefer skulle ønske EU på vej mod opløsning, er en vild påstand. Og det er mildest talt absurd, hvis journalistikkens kritiske afprøvning af, om løsningerne så virker, og en folkelig debat i medierne skulle få samarbejdet til at styrte til jorden.

Marlene Wind skader med disse udfald EU-sagen ved i overmod at negligere, at det både kræver reel debat og praktiske løsninger på konkrete problemer, hvis den enorme folkelige uvilje skal mindskes. Wind skelner tilsyneladende ikke mellem egne politiske synspunkter og den europæiske interesse. Problemet i EU er, at samarbejdet går for dårligt, og at problemerne ikke bliver løst. Det kan de kun i et forhandlingsspil mellem Kommissionen, medlemslandenes regeringer og EU-Parlamentet. Der er ikke et på forhånd givent svar, men konkurrerende interesser, man hver især må argumentere for. Efter min mening kan man sagtens være EU-positiv og samtidig have øje for EUs fejl og mangler. Mit grundsynspunkt er, at unionens sammenhængskraft testes i denne tid, og hvis ikke de fælles svar bliver så tilpas robuste, at de stopper flygtninge- og migrantkrisen og løser vækstudfordringen, frygter jeg for unionens fremtid.

Guderne skal vide – og det er meget passende at bringe dem ind i billedet, eftersom jeg brugte Ikaros-myten – at overmod vil være et farligt svar på de seneste års vanskeligheder. Mangeårigt fedstpil om ny traktat. Oveni finanskrise med årelang disciplinering af løbske offentlige budgetter. Nu aktuel frygt for græsk statsbankerot og Brexit. For langsom vækst. Flygtninge- og migrantkrise. Svaret er pragmatiske resultater. Det forudsætter både kritisk journalistik, fri debat og vilje til resultater i medlemslandene og EU.

55 kommentarer RSS

  1. Af georg christensen

    -

    Det nuværende EU , er fuldstændig fejl kontrueret, Bare ordet “frihandel” understyttet af “magtbegærdets” frihandels aftaler er ikke andet som “illusioner” om hvad “frihandel” i virkeligheden betyder. Tilskud og fradrags regler, stadig og stædig i “enevældens strukture”, fyldt med “slavens” arbejds beskrivelses.

    Mit store nej tak til det nuværende EU. Det´s nuværende såkaldte “eliter”, soler sig selv alt for meget i “solkongens” rige.

    NB: Det var ham, som fik hovedet hugget af, Noget lignende , oplever europafolket i dag. Vi mangler bare : De kampklædte eliters “hovedafhugning” og slet ikke flere kampfly.

  2. Af Jens Hansen

    -

    Af P Christensen – 14. maj 2016 6:25

    Nu kan man vel ikke have en dialog med en person fra den yderste højrefløj som P Christensen.
    Som har et beskidt sprog.
    Det har man jo på den yderste højrefløj.

    Han skriver:
    “Det er alene deres egen sag at tage et opgør hermed,
    og det skal Europa ikke blande sig i.”

    Hvorfor invaderede Danmark så Iraq i 2003.
    Med en million dræbte som resultat.
    Og millioner af flygtninge.

    Kan en højreekstremist som P Christensen forklare det.

  3. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Der blev ikke dræbt en million mennesker i Irak efter 2003. Landets befolkning voksede kontinuerligt gennem hele perioden, med nogenlunde samme fart som før 2003.
    Danmark ‘invaderede’ ikke Irak – en dansk ubåd sejlede rundt ude i golfen, det var alt. Der sejler også uindbudte fremmede ubåde rundt i danske farvande den dag i dag, uden at vi kalder det for en ‘invasion’.
    Regeringen foreslog at indsætte danske elitestyrker under invasionen, men Folketinget afviste det.
    Sammen med ca. 39 andre lande deltog Danmark i en sikringsstyrke i Irak, efter at krigshandlingerne ved invasionen var afsluttet.
    M.v.h.

  4. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Jeg er nødt til at korrigere mig selv på ét punkt. Danmark havde også en korvet i Golfen under Irak-invasionen, foruden altså en ubåd. Der var også danske forbindelsesofficerer og medicinfolk med.
    Kom de danske krigsfartøjer overhovedet ind i irakisk territorialfarvand? Iraks kystlinje ved Golfen er små 58 km lang, og kystfarvandet er kun få meter dybt.

  5. Af Anders Thornvig Sørensen

    -

    Vi prøver igen.
    Jeg skrev forkert. Danmark havde også en korvet med, plus forbindelses- og medicinfolk.
    Mon de danske fartøjer kom ind i irakisk territorialfarvand? Iraks kystlinje er 58 km, og havdybden i området er omkring 5-10 meter.

Kommentarer er lukket.