Kunsten i en rå verden

Af Jesper Beinov 13

Verden er et råt sted at være i denne tid. Mens Europa oplever en af de mest omfattende folkevandringer i årtier, kan det være svært at træde ind i kunstens magiske univers. I en affortryllet tid kan kunsten, i form af de store klassikere, måske være et af de steder, vi møder håbet.

Et eksempel på dette kan ses i Operaen i denne tid, hvor der forleden var repremiere på Richard Strauss’ klassiske opera »Kvinden uden skygge« i en yderst moderne iscenesættelse. Og den sidste del er ikke uvæsentlig.

Operaen er færdiggjort i kanten af Første Verdenskrig i 1917, hvor alt så håbløst ud, millioner var døde, og hvor alle værdier som bolde blev kastet op i luften. Temaet er to kvinders skæbnevalg og foregår i mytisk tid. Valg fører til mønstre, og mønstrene bliver til skæbne. Valgsituationen handler bl.a. om, hvorvidt de skal lade ansvaret for at sætte børn i verden blive til deres skæbne. Udtrykket, Strauss bruger, er »at kaste skygge«.

At tro på håbet, og at kærligheden er en mulighed, er et underliggende temaet. På en måde et budskab om at lade verden blive genfortryllet. Sådan en lørdag aften, mens Europas grænser er under pres, og vi ser desperationen på TV-skærmene, tvinger Kasper Holtens yderst moderne udgave af Strauss’ lange opera, os til eftertanke.

Min pointe handler ikke om den værste migrant- og flygtningekrise i mange år. Men er den enkle, at vi med fordel kan trække på klassikerne, når vi vil have perspektiv på det, der foregår uden for vores dør. I scenekunstens klassiske tradition er liv og død ofte mere nærværende end i vores leverpostejfarvede velfærdsnutid.

Skrevet i en tid hvor livet var kort og brutalt. Hvor generationer havde sådanne oplevelser. Vores egen tilværelse får perspektiv i kunstens bearbejdning af fælles erfaringer, og i de fortællinger der bliver til i skyggen heraf. Der kan suges næring af visheden om, at verden er gået videre, trods det at fortidens mennesker har oplevet grufulde ting.

Vi skal turde tro så meget på, at teksten er langtidsholdbar, på tværs af tid og sted, så den tåler at leve videre i en iscenesættelse, der er nutidig. Som gør den nærværende og vedkommende 100 år efter! Når klassikerne er bedst, har de bud med til os, tvinger os til eftertanke, og tænder måske endda håb midt i en rå verden.

13 kommentarer RSS

  1. Af Søren Revser

    -

    Denne situation er skabt af politikere, og den kan løses lige så let af politikere.

    Men de politikere vi har, vil ikke løse problemet, fordi de økonomiske problemer de har skabt, tror de kan løses ved indvandring.

    En aldeles uansvarlig og kortsigtet plan.

  2. Af Jan Petersen

    -

    En af de nyeste, og mindst bemærkede, teaterforestillinger i vor tid – hedder 9/11-2001. Sat i scene af USA/CIA, Saudi Arabien, Israel og formentlig et par andre script writers.

    Og hele forestillingen blev forevist world wide, af en sværm af forskellige medier, med eksakt samme billedmateriale om selve hovedindholdet i forestillingen.

    Det må da siges at være god billed redigering og synkronisering på en lidt utraditionel forestilling :)

  3. Af Jakob Rasmussen

    -

    Kunsten har det svært i en rå verden, hvor kunstnere mange steder udsættes for forfølgelse både fra privatpersoners og myndighedernes side.

    Desværre bliver kunstnere nu også truet på livet i Danmark, hvor de nærmest havde status af fredede vismænd i mange år, nærmest uanset, hvad de ytrede.

    Alle kunstnere, som intolerante islamister blot mistænker for at være kritiske overfor islam eller Muhammed, er i livsfare.

    Instruktøren bag en kommende film, der bl.a. handler om det racistiske terrorattentat ved synagogen i Krystalgade, er blevet truet på livet af danske islamister – på trods af, at instruktøren selv har indvandrerbaggrund og faktisk vil forsøge at nuancere vores opfattelse af den antisemitiske islamist, der begik terrorattentatet.

    Kunstnere bliver også ofte udsat for forfølgelse og dødstrusler – eller det, der er værre – i Tyrkiet, der regeres af et angiveligt moderat, islamistisk parti.

    Den tyrkiske forfatter, Orphan Pamuk, der især er kendt for romanen Sne, der handler om et kærlighedsmøde mellem øst og vest, er både blevet straffet af de tyrkiske myndigheder, blot fordi han har konstateret, at de tyrkiske muslimer begik et fejt folkemord på deres kristne landmænd i ly af Første Verdenskrig, samt blevet truet på livet, både af tyrkiske islamister og af tyrkiske islamister.

    Kunstnerne går en svær tid i møde, fordi vi får flere og flere intolerante islamister, der forsøger, at bestemme, hvad kunstnerne må ytre med vold og trusler.

  4. Af Jakob Rasmussen

    -

    Rettelse.

    Den tyrkiske forfatter, der blev truet på livet af tyrkiske islamister og forfulgt af de tyrkiske myndigheder, blot fordi han konstaterede, at de tyrkiske muslimer begik et fejt folkemord på omkring en million kristne landsmænd i ly af Første Verdenskrig, hedder Orhan – ikke Orphan – Pamuk.

  5. Af Jakob Rasmussen

    -

    Happeningkunstneren, Jens Jørgen Thorsen, var i øvrigt den første, danske kunster, der blev overfaldet af en dansk islamist, fordi han latterliggjorde Muhammed.

    Overfaldet blev vist aldrig omtalt i medierne, for dengang kunne ingen forestille sig, at overfaldet blot var et forvarsel om, at et nyt kuld af antidemokratiske antisemitter igen ville forsøge at bestemme, hvilke kunstværker, der er “Entartede”, og hvilke kunstnere, der skal straffes med døden for deres kunst.

    (Endnu en rettelse til mit første indlæg: “…samt blevet truet på livet, både af tyrkiske islamister og af tyrkiske nationalister.”)

  6. Af Jan Petersen

    -

    Terror, trusler på livet og evt udstedelse af en Fatwa – er vel bare udtryk for de nye multikulturelle kunstarter, det selvudslettende demokrati må acceptere – eller ?

  7. Af Ejler Jensen

    -

    Jøsses et småborgerligt indlæg…vi kan lære af operaen…zzzzzz… HALLO! – vi kan sgu lære af Anders And kan vi. Den lille mand som trampes på igen og igen af parnasset og de højrøvede. Se dét er sgu lærerig kunst!

  8. Af Benny B

    -

    Kunsten, at holde landets befolkning for nar.

    Politi og Skat afspærrer gerne hele moterveje, opstiller tjeckpoints og gennemtester de formastelige og måske skyldige arbejdende og skattebetalende danskere,
    Man skal opgive personnummer, skrabes i munden og puste i en maskine.
    Hvis politiet er heldige finder de en eller to ud af 2000, som har fået en slurk for meget eller et forbudt sug en uge tidligere.

    Til sammenligning ser vi nu, at hvis man er immigrant, med et barn på armen og har tvunget sig vej ind i landet, så kan man, med politiets hjælp, færdes hvor man vil. – man kan gå på marker, tværs over hegn og selv på motorveje.

    Politiet i absurdistan afspærrer gerne hele motorveje så fremmede kan komme sikkert frem til deres rettigheder.
    Mens borgerne må se måbende til , ligger de kære panserbasser og leger klappelege på motorvejens asfalt.

    Kunsten, at starte en borgerkrig.

  9. Af Henrik Opsving Knage

    -

    Salig Dan Turell fik vist aldrig sat sine fødder i Det Kongelige Teater – hans største idol var Anders And. Først og fremmest fordi Anders And konsekvent gør op med begrebet om, at: Godt begyndt, er halvt fuldendt!

  10. Af Jan Petersen

    -

    Iøvrigt er det total perverterede reality show, der lige pt opføres om Europas opløsning, vel så tilpas langt ude i hegnet, at tilskuerne allerede har opgivet at følge med i, eller forstå forestillingen. Alle venter vel bare spændt på, hvad der mon gemmer sig bag det obligatoriske tæppefald?

  11. Af Henning Sivertsen

    -

    V og DF ved man hvor man har :-)

    I samme øjeblik de overtog regeringsmagten er Danmark oversvømmet af indvandrere. Og de gør absolut ingen ting ved det, andet end det de plejer: Det er alle de andres skyld.

    Det eneste positive man kan sige om situationen er vel, at enhver med et rask sind nu kan se at EU bestemt ikke er løsningen på nogen problemer – tvært imod.

  12. Af Jesper Beinov

    -

    @Henning Sivertsen og andre:
    Hold jer venligst på sporet for emnet! Der kan diskuteres flygtninge- og migrantkrise på de andre blogs, hvor dette tema diskuteres

  13. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Vi har bare ikke lært af historien, såvel som alle ikke kender den tilstrækkeligt. Vi mennesker har ikke ændret os en tøddel, vi ‘lever af’ at se de samme dramaer, grundsubstansen i disse, gentage sig igen og igen.

    Desværre. Enkelte gør måske – men ikke i det store og hele.

    Der skal ganske andet til en at sidde og sovse rundt i diverse, ganske vist storslået opsatte dramaer – vores liv ses at indeholde.

Kommentarer er lukket.