Kina kommer

Den hastigt voksende kinesiske middelklasse er en oplagt aftager af danske varer. Kina har dog også ambitioner i vores del af EU, se bare til Sverige, hvor Volvo har fået kinesiske ejere. I fremtiden vil vi komme til at leve af hinanden. Sagen er, at Danmark, der lever af samhandel, ikke kan vækste ved at koncentrere sig om et stagnerede EU-nærområde, som udgør 80 procent af vores samhandel.

Når Kinas præsident Hu Jintao kommer til Danmark på statsbesøg med en række samarbejdsaftaler under armen, er det derfor et på alle måder vigtigt besøg for os.

»Samarbejdet har aldrig været bedre,« sagde den nye kinesiske ambassadør Li Ruiyu, der kommer til København fra en stilling som generaldirektør i EU-spørgsmål, da han i går mødte den danske presse. Disse aftaler vil give større adgang for danske og kinesiske virksomheder inden for teknologi, sundhedsprodukter, vedvarende energi, fødevarer, fødevaresikkerhed samt ikke mindst gensidige placeringer af kulturcentre.

Det sidste handler om, at Kina med sine 1,3 mia. indbyggere er optaget af at udbrede kendskabet til kinesisk kultur. I gamle dage handlede alting om udbredelse og eksport af den kinesiske variant af kommunismen, men det begreb er for længst kompromitteret, så fokus er i høj grad på den rige kinesiske kultur.

Den slags kaldes »blød magt«, og det har vi meget af i Europa og USA. Tænk på, hvordan vores film, kunst, mode og individualitet inspirerer resten af verden. Kina er ikke på samme måde stærk på blød magt, selvom landet bruger mange milliarder på at sprede kinesisk kultur til omverdenen.

F.eks. er der statsbetalte, engelsksprogede TV-kanaler, aviser og radio og ikke mindst kinesiske kulturinstitutter. På CBS i København og i Aalborg har vi dem allerede.

Men hver gang den kinesiske kultur kommer ud over rampen, er der problemer med dissidenter eller civilsamfundets manglende mund og mæle, som gør, at Kina ikke udøver blød magt af betydning.

Vi ser det tillige, når der er kinesisk besøg i Europa og menneskerettighederne bliver emne. Vi har en fælleserklæring for det dansk-kinesiske samarbejde, lavet da Anders Fogh Rasmussen mødtes med Hu Jintao, som sikrer, at menneskerettighederne ikke glemmes. Vi burde gå skridtet videre i EU med en fælles Kina-politik, der adresserer forholdet til bunds, men det har fortsat lange udsigter på grund af uenighed.

Da Sovjet brød sammen, undersøgte Kinas kommunistiske parti, hvorfor systemer bryder sammen, og hvordan partier besidder magten i mange år. Blandt konklusionerne var, at legitimitet kan udledes af evnen til at producere vækst og velstand til borgerne samt at man skal føre en uhyre restriktiv linje, når det gælder pressefrihed, hvis et system som det kinesiske skal overleve. Den økonomiske kurs er benhårdt blevet fulgt; hvert år sin liberalisering. Udvalgte sektorer har begrænset konkurrence, mens andre er helt frie.

Som Edward Tsee gør opmærksom på i »China Strategy« skal ingen forvente, at kommunistpartiet har planer om at opgive magtmonopolet endsige på at laissez faire-kapitalisme er andet og mere end et middel til at fastholde en struktur, hvor partiet leder staten og borgerne nyder økonomisk frihed og en hidtil uset grad af dispositionsfrihed, så længe en meget håndfast grænse ikke krydses, hvor det bliver til systemkritik.

Den kinesiske menneskerettigheds­aktivist Yang Jianli fortalte mig tidligere i år, at den politiske og økonomiske magt i betydelig grad er sammenfiltret, så de mest kapitalistiske kredse samtidig er tilhængere af partiets magtmonopol, så det er ikke derfra den politiske frihed fremmes.

Svaret ligger i et styrket civilsamfund, som vil tilføre Kina endnu mere dynamik, og her får Hu Jintaos efterfølger sin sag for.