Krisen er aflyst

Mens vi venter på, at nytåret skydes ind med den rituelle gudstjeneste og Grundtvigs pragtfulde nytårssalme, »Vær velkommen, Herrens År«, dokumenterer statistikken i denne tid at mere end 4,4 millioner danskere er medlemmer af folkekirken, så der er ingen krise for folkekirken. Uanset, hvor sekulær vores hverdag er, holder knap otte ud af ti danskere nemlig fast i folkekirken.

»Den fjerne kirke«, er danskernes forhold til folkekirken blevet kaldt, altså at få går i kirke regelmæssigt; men ved de store mærkedage i livet, dåb, bryllup, begravelse og ved højtider, får kristendommen betydning, som noget der binder tilværelsen sammen.

Når man tænker på, hvordan religion bliver udsat for hån, spot og latterliggørelse, viser medlemstallet noget markant om kristendommens rodfæstethed i danskernes bevidsthed.

Deltagelsen i de mange tusinde julekoncerter og julegudstjenester manifesterer mange danskeres stille, hverdagslige kristendom, der virker som bagtæppe under manges i øvrigt sekulære identitet. Det hænger selvfølgelig også sammen med den lange historie, hvor danskerne i 1000 år har været kristne, som vi mindes om i »Skovenes dyb«, seneste bind i forfatteren Ole Henrik Laubs historiske romanserie fra tiden med kirkerejsning.

Men der er et tilsyneladende paradoks i vores aktuelle sammmenhæng. Vi er så vant til, at religionen holder og skal holde sig i baggrunden. Derfor fremhæver mange, der kalder sig oplyste, at religion er noget lidt tilbagestående, der nemt udarter sig, og at folkekirke og stat derfor helt bør adskilles.

At religion virker for det onde, var ligefrem et standpunkt, den netop afdøde forfatter og journalist Christopher Hitchens, i årevis rejste rundt med. Masser af ellers fornuftige borgerlige mennesker deler synspunktet, så også andre end benhårde sekularister og venstrefløjen, mener det.

Utvivlsomt er det, at religion kan få det værste frem. De, der vil skabe paradis på jorden, ender som oftest med at skabe et helvede for de levende. Masser af utopier med verdslige eller religiøse paradisforestillinger er blevet brugt til at undertrykke mennesker. Historien er fuld af den slags.

Dette handler om noget helt andet end folkekirken. Luthersk kristendom adskiller det religiøse fra det politiske. Den betoner, at det handler om at være jorden tro, og virker reelt i sekulær retning, når adskillelsen forkyndes. Kristendommen er ikke et politisk program, men en tiltale til det enkelte menneske om frelse gennem tro.

Det betyder også, at der i den samfundsmæssige samtale gælder, at det er konkrete, håndgribelige argumenter, der tæller. Det forhold har præget vores kultur og debat dybt igennem flere generationer. Derfor synes vi også, at det er underligt, når folk bruger religiøse argumenter i samfundsdebat, og vi anerkender det ikke som gyldigt argument der overtrumfer det rationelle argument.

I en klog lille bog, »Den tredje reformation« viser religionssociologen Morten Højsgaard Thomsen, at vi er på vej mod et mere religionsneutralt samfund, og folkekirkens udfordring her på kanten til det nye år bliver at sikre, at kirken også fremover er så rummelig, at den store majoritet af danskere støtter den nuværende folkekirkeordning, der understøtter at samfundet i øvrigt er sekulært.