Multikulturalismens fallit

De borgerlige regeringschefer Sarkozy, Cameron og Merkel vender sig nu mod det sidste kvarte århundredes multikulturelle eksperimenter. I Danmark har vi også brug for, at det bliver sagt lige ud: Hvis man vil være en del af det danske samfund, er det en forudsætning, at man deler de frihedsrettigheder Danmark og Europa bygger på.

Venstrefløjen står selvfølgelig vagt om den ideologiske multikulturalisme, og bliver forarget over den klare tale. Hvordan det kunne være gået i Danmark, hvis ikke udlændingepolitikken efter 2001 var blevet strammet, kan direkte aflæses af Sverige. Her blomstrer den politiske korrekthed fortsat, hvilket ses af den socialdemokratiske Malmø-borgmesters absurde udfald mod Danmark i gårsdagens avis. Da borgmester Reepalu før har undskyldt voksende antisemitiske chikanerier i Malmø med, at det er konsekvensen af Israels politik, undrer top-sossens melding ikke (se Berlingskes leder om sagen da den opstod).

Multikulturalismen er venstrefløjens projekt. Venstrefløjens ideologiske krise efter Murens fald i 1989 førte til, at multikulturalisme blev det nye hit. Den anmelderroste kurdisk-svenske forfatter, Dilsa Demirbag-Sten, uddyber dette i den tankevækkende reportagebog »Absolut Sverige« af Mikael Jalving, der udkommer senere på ugen: »Islamisterne i vores samfund var få og marginaliserede, men venstrefløjen har givet dem en platform og en legitimitet, de slet ikke fortjener. Venstrefløjen bærer islamisterne frem, og det er ganske besynderligt at iagttage«. Fra at være individer, bliver man en gruppe, siger Demirbag-Sten: »Det er, som om myndighederne glemmer, at vi alle er individer i vores egen ret«.

Tyskland, Frankrig & England har massive praktiske problemer, så lige dér kan vi ikke lære meget. Men netop det værdimæssige opgør med multikulturalismen har vi brug for at tage herhjemme. Vi har den første forudsætning for succes på plads, idet den faste udlændingepolitik stoppede for den hovedløse indvandring før 2001; efterfølgende er der sat turbo på integrationen. Alligevel er den årlige omkostning til indvandrere og efterkommere fra mindre udviklede lande 16 milliarder kr., kunne man læse i Berlingskes artikelserie. Det betinger et fortsat benhårdt fokus på integration.

Multikulturalisme er det modsatte, og den reelle konsekvens er kulturrelativismen: Når alt er lige gyldigt, er alting ligegyldigt. Vi ser det som parallelsamfund, ghettoer, særhensyn, et middelalderligt kvindesyn og områder, hvor myndighederne ikke kan arbejde. Kulturel integration forudsætter, at nye medborgere klart respekterer de danske og europæiske værdier.

Samtidig må vi acceptere, at man kan være dansk på mange måder i udseende og mestring af sprog. Undersøgelser viser da også, at danskerne har det afslappet med de nye medborgere, hvilket givetvis har en sammenhæng med, at antallet er blevet mere rimeligt. Det skal vi være, for selvom multikulturalismen som ideologi bør forkastes, må vi insistere på frihed til forskellighed. Ellers mister vi foruden frisindet også den arbejdskrafts- og uddannelsesindvandring, vores aldrende samfund behøver. Dén konkurrence er skarp, og her får vi ikke pluspoint for vores skattetryk, der kan skræmme de driftige og flittige væk; omvendt er vores styrke, at vi er et åbent samfund med stærk sammenhængskraft, en tillidskultur og stærke frihedsrettigheder.