Politikens dårlige undskyldning

Hele debatten om hvorvidt det er rigtigt, at Politiken undskylder, at de har optrykt karikaturtegningerne af muslimernes profet Muhammed overfor folk der føler sig krænket, kunne have godt af at blive vurderet i lyset af den vestlige frihedstradition. Gøres det, er det tydeligt, at chefredaktør Seidenfaden er galt afmarcheret.

Vores moderne samfund bygger på, at det politiske og religiøse er adskilte størrelser, således at den enkeltes gudsforhold netop er privat. Hele frihedens forudsætning tænker vi ikke på i det daglige, men jeg fik en påmindelse om denne arv for få uger siden, hvor jeg tilbragte en solbeskinnet lørdag på Huntington Library, udenfor Los Angeles.

Her lå nemlig på rad og række den amerikanske og europæiske friheds forudsætninger i form af originale bøger, manuskripter og deklarationer, der hver især har formet de frie samfund; skrevet af kloge mænd i 1600- og primært 1700-tallet. Her tænkte de dybt over, hvordan man etablerede fred, frihed og magtdeling, uden at man skulle ty til at rive hovederne af hinanden.

Når der er en sammenhæng til den aktuelle sag, er det den indlysende, at en stor del af den islamiske verden aldrig har været igennem en oplysningstid, der gør det naturligt, at tanken er fri og kritik en indlysende del af samfundets orden. I stedet abonnerer mørke kræfter på, at religion og politik pinedød skal rodes sammen, så religionskritik er forbudt.

Vi kommer først fri af disse vanskelige debatter, hvis vi gør os klart, at vi ikke kan løse dele af den islamiske kulturs fundamentale problem med at eksistere i en moderne, globaliseret verden. Vi gør det slet ikke ved at undskylde, hvem vi er, og hvad vi står for. Derved giver vi kun ammunition til dem, der ønsker at bremse den modernisering, mange i den muslimske verden faktisk ønsker.

Engang var der religionskrige i Europa, borgerkrige og alskens utryghed. Heroverfor stillede tænkere personlig frihed, en stat der sikrede samfundsfreden og magtdeling:

”Liv, frihed og ejendom”, var således nøgleordene for den liberale filosof John Locke (1632-1704), hvis manuskript om tolerance er udstillet på Huntington Library, side om side med magtfilosoffen Thomas Hobbes’ (1588-1679) hovedværk, hvor han argumenterede for en interesseløs stat, der skulle sikre freden i samfundet. Og endelig også den amerikanske Uafhængighedserklæring der var inspiration for de moderate frihedskræfter i Europa med dens vægt på retten til ”at efterstræbe lykken” hver på sin måde.

”Den naturlige orden”, kaldte kulturminister Per Stig Møller meget præcist en af sine bøger, hvori han analyserede konsekvensen af den moderate del af 1700-tallets oplysningstid, som Vesten er rodfæstet i, og hvor ytringsfriheden er en kerneværdi.

Dermed er vi fremme ved Politikens stunt. Det frie samfunds forudsætning er, at ytringer om ens person kan være personligt krænkende, og kan bringes for domstolene, mens kritik af en persons politiske synspunkter eller religiøse følelser, falder inden for rammerne af det, der kan diskuteres alment, og som dermed ikke er krænkende. Når Politiken indgår forlig med ordene: ”Vi undskylder over for alle, der er blevet krænket af vores beslutning om at genoptrykke Karikaturtegningen”, så er det et knæfald over for de, der er imod den tanke- og talefrihed, der er vores samfunds fundament.