Præsidenttaler var for ikke så længe siden nogle, der blev grundigt udlagt i seriøse medier. Lidt ærgerligt er det i vores TV-tid, at Obamas stjernestatus i Europa helt synes at skygge for hans interessante budskab, som er, at USA står hårdt på frihedsværdier og vil kæmpe for dem. Særligt hvis Obamas Nobelpristale bliver efterfulgt af handling i denne ånd, vil den kunne over i historien som en af de taler, der vil blive husket.
Det er en særlig genre med præsidenttaler, som der arbejdes hårdt på, inden præsidenten holder dem. Daværende præsident George W. Bush havde for et par år siden Matt Latimer som taleskriver, og han skrev flere af præsidentens frihedstaler. Latimer fortæller i den nyligt udkomne »Speech-less« om det store indtryk, det gjorde, da han som ny taleskriver for Bush fik lov til at indtræde i kredsen af præsidentielle taleskrivere.
Korpset er lille og eksklusivt, og det ældste medlem havde tjent helt tilbage til præsident Trumans tid i 1950erne. Naturligvis gjorde det indtryk på Latimer at være i lokale med de mænd og kvinder, der havde støbt så mange flotte ord, hvis historiske virkning skyldtes, at de kom ud af munden på verdens mægtigste mand.
Tænk på Clintons indsættelsestale: »Der er ikke noget forkert med Amerika som ikke kan blive løst med hvad der er rigtigt med Amerika«. Eller Reagan om Berlinmuren: »Hr. Gorbatjov, riv denne mur ned«.
Ord har betydning. Vi ved i dag, at »ondskabens akse« om Iran, Irak og Nordkorea, der kom ud af Bush’ mund, var formet af den neokonservative David Frum, eller at nogle af Bill Clintons bedste taler, hvor han formåede at dreje det demokratiske parti så meget mod højre, at amerikanerne genvandt respekten for det, blev skrevet af republikaneren Dick Morris, der har skrevet en af de mest underholdende bøger om at arbejde som konsulent for præsidenten. Også selvom Clinton hævdede, at han skrev talerne selv. Bemærkningen falder i den netop oversatte bog »The Clinton Tapes«, af Taylor Branch, der hjalp Clinton med et hemmeligt projekt, hvor præsidenten dikterede løst og fast til Branch’ båndoptager.
Hvordan Obama arbejder, vil vi blive klogere på i de kommende år, men han går for at være ekstremt velforberedt, professoral og med juristens hang til at slå ned på detaljerne, så alt tyder på, at han har arbejdet grundigt med den tankevækkende Oslo-tale.
I et omfang svarende til tre aviskronikker formåede præsidenten at sige nogle ting, der viser, at der er en rød tråd i det amerikanske syn på verden, fra Den Kolde Krig og frem til nu. Det vil overraske nogle af dem, der var så modvillige mod USA under forgængeren præsident Bush, at Obama lyder som en beslægtet borgerlig-liberal, bortset fra ét punkt, Obama nævner ikke direkte kampen i Irak.
Hvis talen bliver efterfulgt af handling, kan den få betydning fremadrettet.
Talen viser, at præsidenten styrer efter et »moralsk kompas«, hvor USA vedholdende kæmper for individets frihed. Obama afviser både iskold realisme, magtanalyse og så dem, der deler verden op i gode og onde. »Frihed, selvbestemmelse, ligeværd og retsstatsprincipper« er blevet fremmet i den sidste menneskealder, og dér vedkender Obama, at han står på skuldrene af sine republikanske og demokratiske forgængere i embedet.
De klare konservative træk viser sig i, at Obama henviser til menneskets natur, som afviser sværmerisk idealisme og utopidyrkelse: »Ondskab eksisterer i verden. En ikke-voldsbevægelse kunne ikke have stoppet Hitlers hære. Forhandlinger kan ikke overbevise al-Qaedas ledere til at nedlægge våbenene. At sige at magt nogle gange er nødvendig, er ikke en opfordring til kynisme, det er en erkendelse af historien: menneskets fejlbarlighed og fornuftens begrænsning«. Sådanne jordbundne overvejelser er anderledes end idealistisk pjatteri om en ædel menneskenatur, hvor alle kan være venner. Obamas plan om ekstra tropper til Afghanistan understreger dette og vil skuffe dem, der troede, at de stemte på en pacifist: »Så ja, krigens instrumenter spiller en rolle i at bevare freden«.
Det var selvsamme erkendelse, der førte til, at Vesten vandt Den Kolde Krig. Det var ud fra en position af styrke, at præsident Reagan forhandlede med russerne, og det anerkendte Obama i talen. Den dialog, der skal finde sted med skurkagtige regimer som f.eks. Iran og Nordkorea, skal følgelig balanceres mellem »isolation og engagement, pres og tilskyndelser, så menneskerettigheder og værdighed over tid fremmes«. Her advarede han indirekte store lande som Rusland om, at man ikke kan tale om fine principper og se igennem fingre med dem, der overtræder folkeretten.
En sådan kontant linje kræver stærke institutioner og internationalt samarbejde, der kan sikre det rette pres. USA anseelse i verden er styrket i det sidste år. Et stærkt USA styrker også Danmark, der har en særlig transatlantisk forbindelse, der følger af, at vi deler værdier med USA. Endelig meldte Obama sig på banen som en forkæmper for menneskers universelle ret til frihed, som har været et amerikansk synspunkt i generationer.
Frihedsrettigheder er noget, alle folkeslag ønsker, »det er et falsk synspunkt, at disse på en eller anden måde er vestlige principper (…) Jeg tror på, at freden er ustabil, hvor borgerne er nægtet adgangen til at tale og tro frit; vælge deres egne ledere eller samles uden frygt (…) Først da Europa blev frit, brød freden endelig ud«. Det er som at høre en tale af forgængerne Bush og Clinton, så der er mere end nogensinde brug for den aktive danske udenrigspolitik.
Der er taler, og så er der de taler, der flytter noget. Obamas Oslo-tale kan gå hen og blive en af slagsen, hvis han viser vilje til at føre frihedsværdierne ud i livet. Ellers vil den stå som en tale på 4.000 ord, som forgængeren, præsident Bush kunne have gjort i få sætninger. Håbet ligger bl.a. i denne sætning: »Vi er ikke bare fanget af skæbnen. Vores handlinger betyder noget, og de kan forme historien i retfærdighedens retning«.
15. december 2009 kl. 10:54
If you were graduating from Princeton in the first part of the 20th century, you probably heard the university president, John Hibben, deliver one of his commencement addresses. Hibben’s running theme, which was common at that time, was that each person is part angel, part devil. Life is a struggle to push back against the evils of the world without succumbing to the passions of the beast lurking inside.
You might not have been paying attention during the speech, but as you got older a similar moral framework was floating around the culture, and it probably got lodged in your mind.
You, and others of your era, would have been aware that there is evil in the world, and if you weren’t aware, the presence of Hitler and Stalin would have confirmed it. You would have known it is necessary to fight that evil.
At the same time, you would have had a lingering awareness of the sinfulness within yourself. As the cold war strategist George F. Kennan would put it: “The fact of the matter is that there is a little bit of the totalitarian buried somewhere, way down deep, in each and every one of us.”
So as you act to combat evil, you wouldn’t want to get carried away by your own righteousness or be seduced by the belief that you are innocent. Even fighting evil can be corrupting.
As a matter of policy, you would have thought it wise to constrain your own power within institutions. America should fight the Soviet Union, but it should girdle its might within NATO. As Harry Truman said: “We all have to recognize, no matter how great our strength, that we must deny ourselves the license to do always as we please.”
And you would have championed the spread of democracy, knowing that democracy is the only system that fits humanity’s noble yet sinful nature. As the midcentury theologian Reinhold Niebuhr declared: “Man’s capacity for justice makes democracy possible; but man’s inclination to injustice makes democracy necessary.”
You would, in short, have been a cold war liberal.
Cold war liberalism had a fine run in the middle third of the 20th century, and it has lingered here and there since. Scoop Jackson kept the flame alive in the 1970s. Peter Beinart wrote a book called “The Good Fight,” giving the tendency modern content.
But after Vietnam, most liberals moved on. It became unfashionable to talk about evil. Some liberals came to believe in the inherent goodness of man and the limitless possibilities of negotiation. Some blamed conflicts on weapons systems and pursued arms control. Some based their foreign-policy thinking on being against whatever George W. Bush was for. If Bush was an idealistic nation-builder, they became Nixonian realists.
Barack Obama never bought into these shifts. In the past few weeks, he has revived the Christian realism that undergirded cold war liberal thinking and tried to apply it to a different world.
Obama’s race probably played a role here. As a young thoughtful black man, he would have become familiar with prophetic Christianity and the human tendency toward corruption; familiar with the tragic sensibility of Lincoln’s second inaugural; familiar with the guarded pessimism of Niebuhr, who had such a profound influence on the Rev. Dr. Martin Luther King Jr.
In 2002, Obama spoke against the Iraq war, but from the vantage point of a cold war liberal. He said he was not against war per se, just this one, and he was booed by the crowd. In 2007, he spoke about the way Niebuhr formed his thinking: “I take away the compelling idea that there’s serious evil in the world and hardship and pain. And we should be humble and modest in our belief we can eliminate those things. But we shouldn’t use that as an excuse for cynicism and inaction.”
His speeches at West Point and Oslo this year are pitch-perfect explications of the liberal internationalist approach. Other Democrats talk tough in a secular way, but Obama’s speeches were thoroughly theological. He talked about the “core struggle of human nature” between love and evil.
More than usual, he talked about the high ideals of the human rights activists and America’s history as a vehicle for democracy, prosperity and human rights. He talked about America’s “strategic interest in binding ourselves to certain rules of conduct.” Most of all, he talked about the paradox at the core of cold war liberalism, of the need to balance “two seemingly irreconcilable truths” — that war is both folly and necessary.
He talked about the need to balance the moral obligation to champion freedom while not getting swept up in self-destructive fervor.
Obama has not always gotten this balance right. He misjudged the emotional moment when Iranians were marching in Tehran. But his doctrine is becoming clear. The Oslo speech was the most profound of his presidency, and maybe his life.
15. december 2009 kl. 14:17
I sit testamente - en samling ord - lod Alfred Nobel fastlægge, at hans Fredspris skulle gå til de ledende skikkelser i den internationale fredsbevægelse. Årets modtager af Nobels Fredspris hører selvsagt ikke med til kredsen af personer, Alfred Nobel ville hædre med sin Fredspris. Obama fik prisen alligevel. Thi stortinget i Oslo vil jo gerne spille vigtig. Og de ledende skikkelser i nutidens internationale fredsbevægelser er slet ikke vigtige nok.
Det skrevne ord har ikke den store magt længere, som man kan se. Det talte ord vel endnu mindre. Det eneste sprog, der tæller i dagens politik, er handlingens sprog.
Og jeg giver ikke en halv palmegren for Obamas tale i Oslo. Hans mange fine ord er forsøget på at retfærdiggøre handlinger, som ikke kan retfærdiggøres. Dels den handling der består i at modtage en hædersbevisning, der i følge giverens bestemmelse er forbeholdt helt andre. Dels den handling der består i at beordre yderligere 30.000 mand til Afghanistan i et forsøg på at genvinde embedet ved hjælp af den allerede planlagte, drastiske reducering af styrken om to år uanset forholdene i landet.
Bush fik sit genvalg ved at invadere Irak. Obama opnår næppe genvalg ved at trække store styrker ud af et ødelagt stammesamfund i god tid før præsidentvalget 2012. Hvad enten han talte godt eller dårligt i Oslo.
Eller gør han, hr. Beinov?
15. december 2009 kl. 14:55
Danske journalisters niveau er ikke højt, og idiotiske udgydelser som denne artikel, hvor der ikke serveres andet end et slapt og ureflekteret opkog af officielle amerikanske udtalelser, som var de åbenbaringer af den skinbarlige sandhed, er desværre normen og ikke undtagelsen.
Det er helt utroligt og forstemmende.
Læs som en anti-dosis denne artikel af en herre, der mestrer kritisk analyse: http://www.ericmargolis.com/political_commentaries/the-big-chill-in-oslo.aspx
15. december 2009 kl. 15:43
Kære Jesper Beinov
Fuldstændig enig i din analyse af talen, dens budskab og dens perspektiver.
Om den vil blive husket, kommer i første omgang til at handle om hvorvidt Obama kan “levere varen”, eller om det bare var flotte ord.
Der vil være en del vrissenpinde som ikke bryder sig om personen Obama og derfor vil vende og dreje alt, for at stille det i det dårligst mulige lys. Det ændrer imidlertid ikke ved at talen i Oslo af den langt overvejende del af befolkningen i både Europa og i Nordamerika, ses som een af Obamas bedste og vækker håb om et USA som igen er parat til at bære den fakkel som Bush Jr. og hans aaadministration smed fra sig, som moralsk leder af den vestlige verden - uapologetisk overfor de værdier den er bygget på, men tværtimod stædigt insisterende på at de skal holdes i hævd og forsvares, fordi vi vil dem og tror på dem.
15. december 2009 kl. 16:10
:( :( :( :( :( :( :( :( :( :( :( :( :( :( :( :( :( :( :( :( :( :( :( Kurt Dejskraber
:( :( :( :( :( :( :( :( :( :( :( :( :( :( :( :( :( :( :( :(
Bukker og skraber
15. december 2009 kl. 16:18
@Kurt Dejgaard
Tak for din kommentar. Som mange brugere vil vide, sidder du i Canada. Måske kan du uddybe overfor os, hvorfor vurderingen også i de borgerlige medier derovre er så positiv?
Mvh
Jesper Beinov
15. december 2009 kl. 16:23
@Jens-Peter Hansen
For mig er det afgørende, at USAs præsident klart signalerer, at vi kun kommer videre ved dels at nedkæmpe terroristerne, dels at genopbygge et plaget Afghanistan. Det er i verdenssamfundets interesse. Så kan man slås om detaljerne i NATO, herunder de europæiske bidrag. Kursen holdes og Obama vedkender sig, at opgaven ikke bliver løst hurtigt mht at overdrage sikkerhedsansvar gradvist til afghanerne.
Hvis du så spørger om Nobel-prisen er velvalgt, så har det jo overrasket en stor del af verden, da Obama kun har haft begrænsede muligheder for at handle. Dog bemærker man, at USAs anseelse i verden er blevet fremmet i det sidste år, og det kan alle vi, der hylder de transatlantiske bånd glæde sig over. Der er så mange opgaver, der hviler på skuldrene af USA, at vi skal glæde os over, at dets præsident får et skulderklap, der signalerer, at der regnes med USA som den uundværlige nation.
15. december 2009 kl. 16:48
@ Jesper Beinov
Jeg tror først og fremmest man herovre er en lille smule overraskede over talen. -Dens ligefremme og uundskyldende udtryksform den gør brug af. Jeg tror det er den første Obama tale som jeg har hørt canadiske konservative og amerikanske republikanere uden reservationer erklære sig 100% enige i, ja ligefrem hylde.
Det er tale som man havde forventet at høre det fra Bush Jr. Men modsat Bush Jr. er der en del forventning til at Obama faktisk mener hvad han siger og insisterer på at efterleve “vore” vestlige værdier (retssikkerhed, den personlige frihed, demokratiet o.s.v. Værdier som liberale under Bush - med rette eller urette - synes var begyndt at skride i fundamentet til fordel for gedulgte agendaer).
Af samme grund skiller talen sig også ud på den måde at den faktisk er den første i umindelige tider i amerikansk politik - eller fra en amerikansk toppolitiker - som ikke er “bipartisan”. Den lefler ikke for een af fløjene, men taler til alle om grundlæggende værdier som vi alle kan identificere os med.
Det er man bestemt ikke forvendt med, herovre (og har da især ikke været det, i Bush-årene, hvis samlede administration var konfrontatorisk “bipartisan” med en næsten fandenivoldsk indstilling og blev mødt af en tilsvarende fra demokraterne).
15. december 2009 kl. 17:14
Dej og Bej…
ja, når I kan være så åndrige, så vil jeg da også komme med mit.
I glemmer begge, at Obama indenrigs søger at samle USA ved en række udtalelser og love.
Det er jo for det meste ret hult, når man ikke fejer for sin egen dør først.
Mit klare indtryk af Bush var, at han sammen med de fundamentalitiske støtter skabte skel a la dem, man ser i Danmark med evige konfrontationer og flertalsdemokratur a la winner take all.
Det betyder virkelig noget for hele verden incl. fred, at USA er noget mere United.
15. december 2009 kl. 17:15
Lestat de Lioncourt, 15. december 2009 kl. 10:54
Du glemte vist linket/referencen til originalen:
http://www.nytimes.com/2009/12/15/opinion/15brooks.html?_r=1
15. december 2009 kl. 17:17
Lad mig iøvrigt tilføje at der fra amerikanske politiske kommentatorers side blev bidt en del mærke i hvordan talen blev modtaget i Europa.
Der at igennem de senere år været en stille forventning om at taler med det indhold ville blive modtaget køligt blandt størstedelen af de toneangivende lande på den østlige side af atlanten.
Det blev bemærket at talen blev vel modtaget i Europa og at Obama blev hyldet, uagtet talens moderat konfrontatoriske retorik. Og kommentareerne til det, har især drejest sig om en udsigt til at USA og Europa måske kan bringes til at begrave stridsøksen (omkring den anden golfkrig) og igen begynde at finde sammen om fundamentale fælles værdier, istedetfor at strides og nedgøre eller mistro hinanden.
Så talen ses ikke kun som et første forsøg på at udglatte de politiske fronter internt i USA, ved at appelere til værdimæssige fællesnævnere. Men også på det udenrigspolitiske plan at forsøge at genfinde det fodslaw der overordnet har kendetegnet forholdet mellem USA og Europa i efterkrigstiden.
15. december 2009 kl. 17:39
Mange talere har gennem tiderne besnäret folket!
Tale bör kun betragtes som en hensigts erkläring, og ikke som et fakta!
Tiden vil så vise, om man kan fatte tiltro til taleren!
Og, at de fleste taler, der bliver refereret, kommer fra politikere, gör dem desvärre ikke särligt tillidsväkkende!
Så lad os vente med at dömme, för vi kan dette korrekt, og sandfärdigt!
M.v.h.
15. december 2009 kl. 20:32
Obama er såmænd ganske god til at læse andre folks taler op via teleprompter…men lige nu har han et andet og mere presserende problem.
FDIC er bankerot.
Demokraterne har lige opgivet at hæve loftet for hvor meget gæld de føderale myndigheder må optage og har også droppet jobpakken.
Udenlandske banker og regeringer er holdt op med at købe amerikanske obligationer….vi nærmer os The Endgame og Obama kommer til at stå med det fulde ansvar….tjek hans meningsmålinger som er de dårligste en nyvalgt præsident nogensinde har haft på dette tidspunkt i embedet!
15. december 2009 kl. 21:56
Med tanken på vise ord fra præsidenter tænker man straks på ex-Præsident Clinton (stående ved siden af viven, mind you) 26. januar 1998 sigende: ”I did not have sexual relations with that woman, Miss Lewinsky”.
Lidt mindre end 10 år tidligere kunne man 18. august 1988 høre ex-Præsident George Bush (nr. 41) sige på republikanernes årlige samling: ”Read my lips; no new taxes”.
Året før havde ex-Præsident Ronald Reagan foran det 41. plenum af FN 21. september 1987 sagt disse vise ord: ”I occasionally think how quickly our differences worldwide would vanish if we were facing an alien threat from outside this world. And yet, I ask is not an alien force already among us?”.
Et par år tidligere, i 1982, havde den administrende direktør for Citibank fra 1967-1984, Walter Wriston, sagde disse udødelige ord: ”Countries don’t go bust”. Det var naturligvis nøjagtigt hvad Mexico gjorde senere samme år, med det meste af Latinamerika straks efter. Det amerikanske banksystem var herefter teknisk insolvent fra til slutningen af 1980erne.
Der må være andre læsere der kan endnu mere.
16. december 2009 kl. 05:52
Beinovs spaadom om, at “hvis talen bliver efterfulgt af handling, kan den få betydning fremadrettet” (Sic!), vil maake osse “gaa over i historien”?
gl-j
PS: Det skal nok vaere rigtigt, at ‘ord har betydning’. Men virkningen er vist begraenset, naar de kommer flydende fra en sjuske som Beinov - eller fra klakoeren Kurt Dejgaard, som end ikke skelner mellem ‘forvaenne’ og ‘forvente’ (15. december 2009 kl. 16:48).
16. december 2009 kl. 09:51
@peter g
Jeg glemmer aldrig.
Ved du overhovedet hvem Lestat de Lioncourt er?
17. december 2009 kl. 08:31
Store ord i en flot tale. Lad os se lidt handling.
En umiddelbar, for amerikanerne gratis, handling kunne være at give Cuba deres frihed tilbage, ved at ophæve USA’s ensidige embargo af landet.
Det er sørgeligt at se armoden i et så dejligt land, som har alle mulighederne, hvis befolkningen fik fjernet begrænsningerne for at udfolde sig frit. Socialisternes undertrykkelse af cubanerne ville helt sikkert slækkes i takt med, at der blev friere adgang til omverdenen.
Det ville også mindske spændingerne mellem USA og de andre mellemamerikanske lande.
USA behøver ikke have deres klamme hånd inde i alle lande, som ikke lige danser efter deres pibe.
17. december 2009 kl. 12:29
@til de interesserede.
Her er en virkelig god norsk sammanfatning af, hvordan det så ud fra Oslo, hvor prisen jo blev uddelt.
Man kan bl.a. hæfte sig ved, at de borgerligt-liberale var begejstrede:
http://www.vg.no/nyheter/innenriks/obama-i-norge/artikkel.php?artid=596560
17. december 2009 kl. 20:03
Jeg skal straks reciprokere med en kommentar fra den konservative (og Canadas største) avis, Globe and Mail:
http://www.theglobeandmail.com/news/opinions/obamas-afghan-moment/article1386126/
Jeg tror det springende punkt er dette: Centrum-Højre er tilfredse med talens opbakning til krigs nødvendighed. “Høgene” kan (og vil utvivlsomt) se sig retfærdiggjorte af talens budskab.
Centrum-Venstre er… “Forstående”. For jo, der findes værdier vi må være parate til at forsvare. Og nej, Al-Qaida skal ikke diktere os hvordan vi skal leve for at de vil tolerere os - for det er også en krigstilstand og een vi i så fald forlods har tabt. Ergo er spørgsmålet ikke om vi kan undgå krig, men på hvis præmisser krigen vi er tvunget ud i, skal føres. -Og var det ikke netop Obamas pointe i talen? -At krigen skal føres fra det moralske “High Ground”?
(Et helligt ritual for centrum-venstre. En spirituel ceremoni med røgelse og offergaver på Retfærdighedens alter, iblandet bønner om tilgivelse fra den kamel man om lidt skal igang med at sluge. -Et ritual som den vantro Bush ignorerede og derfor påkaldte sig Gudernes vrede og vanhelligede Retfærdighedens alter, det skarn!).
Derfor er talen en success. Den “glider ned” i begge lejre.
19. december 2009 kl. 00:16
@de interesserede
Konservative Bill Kristol har rosende leder på WWW.weeklystandard.com - i arkivet ligger den under 21.12.2009