9. november for 20 år siden faldt Berlinmuren, og mange af os, der fulgte begivenhederne den dag, havde en følelse af, at se frihedens ånd ride gennem Verden. Symbolet på undertrykkelse faldt bort og folkenes frihedsfølelse blomstrede.
Her tyve år efter, kan vi godt se, at alt ikke gik godt, men meget er gået bedre, end hvis Muren stadig havde stået, og Jerntæppet var virkelighed. Håbet om frihed og ligeværd har levet siden dén novemberdag.
En række hjemlige medier har i disse dage interessante tillæg om Muren, f.eks. Politiken, Information, Kristeligt Dagblad, JP samt Michael Kuttners fine essay om hvordan han som Berlingskes korrespondent oplevede de dage. The Economist har ligeledes et fint tema.
Verden er blevet i et friere sted at leve siden 1989, fremgår det af et essay, statistik og historiske kort fra den amerikanske tænketank freedomhouse.org, den amerikanske tænketank, der holder øje med frihedens tilstand i verden. Langt flere lande er frie eller delvis frie, færre lande er ufrie. Det ændrer selvfølgelig ikke på, at der er masser af steder, hvor friheden langt fra kan tages for givet. Men det interessante er, at den frihed, som nogle mener er en vestlig opfindelse der kun dårligt kan eksporteres, har spredt sig til betydelige dele af Asien. Det giver håb.
Siden dengang i 1989 er der ændret mange ting; også herhjemme. Demokratiet og friheden er blevet en præmis i den offentlige samtale, selvom den fra tid til anden bliver anfægtet. Det minder Tegninge-sagen os om, senest med de aktuelle anholdelser af formodede terrorister.
Murens faldt lærte os, at vi må være med til at fremme andres ret til selvsamme frihed. Den aktive udenrigspolitik fra Olfert Fischer i den første Golfkrig, over indsatsen i det tidligere Jugoslavien til danske soldaters store indsats i Afghanistan, er en erkendelse af dette.
Afghanistan minder os samtidig om det, der er sket i de sidste tyve år, nemlig at verden på godt og ondt hænger sammen i kraft af al tings globalisering. Terroren kan ramme tilfældigt.
Modsætningen hertil er globaliseringen og de digitale netværk, som internettet skaber. Uanset at der er folk som vil lukke grænserne for fri handel i en tid med finanskrise, er det ubestrideligt at verdens velstand, for fattige og rige, er vokset i de sidste årtier som følge af, at markedsøkonomien nu er fundamentet for velstandsskabelse.
Nogle tror, at alt dette er kommet af sig selv. Det har krævet politisk vilje, og til tider magtanvendelse at genskabe den tryghed, som terrorisme f.eks. rokker ved.
Kampen for større frihed i Verden, kan vi i høj grad takke USA for. Der går således en lige linje fra Ronald Reagans opfordring »Hr Gorbatjov, riv denne Mur ned« fra 1987 til Barack Obamas ord: »til dem, der holder sig ved magten gennem korruption, bedrageri og ved at lukke munden på kritikere, siger vi, at I er på den forkerte side af historien«.
Akkurat som præsident Reagan i sin tid forhandlede ud fra en styrkeposition med ideologiske modstandere, har Amerikas nye præsident forsøgt at sige noget lignende til tyrannerne. Obama har erkendt, at der er slyngler til, og tilføjet: »Men vi vil række en hånd ud til jer, hvis I er villig til at åbne jeres næve«.
Heri ligger et håb om fremme af friheden. Foreløbig har Obamas retorik medført, at USAs anseelse er blevet højnet, og dermed vil der også være større lydhørhed overfor dets rolle som bærer af frihedsidealer.
Alt dette kræver selvfølgelig evne til at balancere på en knivsæg, så ingen forveksler benhård dialog med, at man accepterer verdens tyranner. Her synes det som om, at den nye administration endnu ikke har fundet strategien, der skal føre til, at frihedselskende folk i andre dele af verden en dag oplever, at de »mure« falder, som holder deres frihed indespærret.
En ny bog af Romesh Ratsenar, ”Tear Down This Wall”, fremhæver parallellen mellem Obama & Reagan: ”De trusler som Amerika står overfor kan ikke forvandles ved ren vilje. Afmontering af dem vil kræve et mix af fast beslutsomhed og tålmodigt diplomati som praktiseret af succesfulde amerikanske statsmænd under Den kolde Krig. Reagans evne var hans evne til at tale oprigtigt omkring realiteterne i hans æra, samtidig med at han stadig præsenterede og arbejdede henimod en optimistisk vision om fremtiden”.
Den gode nyhed er det helt enkle, at håbet lever, akkurat som vi oplevede håbet blive tændt i Europa, 9. november for to årtier siden.
8. november 2009 kl. 16:17
@ Jepser Beinov
Du glemmer at nuancere pointen.
På papireret er det måske rigtigt at der er blevet færre formelle diktaturer i verden - til gengæld er så godt som samtlige demokratier skredet kraftigt i retning af stadigt tættere central styring, overvågning og magtmisbrug.
Selvom der er fjernet et par sorte (og godt for det), så er alle andre blevet meget mørkere i gråtonerne.
F.eks. den demokratiske EU-joke kaldet Lissabontakten og Charteret for fundamentale rettigheder. Det er har intet med demokrati at gøre.
8. november 2009 kl. 16:17
Ja for mange af os gav murens fald drømmen om at fjendtligheder og mistænkeliggørelse ville forsvinde fra alle parters side.
Men nej i stedet for at se murens fald som et symbol på Øst-bloklandenes politiske nederlag, så er det endt i mistænkeliggørelse og vrede mod alle der har troet på og stadig tror på socialisme, hvilken afart deraf de end tilhører.
Anderledes er det med mistænkeliggørelse af tidligere doktrinære marxister som nu har bevæget sig videre til den yderste højrefløj.
Forståelsen og tilgivelsen er stor for de der var og er villige lakajer i en hver tids populistiske strømninger.
Det bedste eksempel på en systemets mnad/kvinde der har fundet sin plads blandt liberalisterne er Tysklands Kansler Angela Merkel.
Fødti Vesttyskland flyttede familien til DDR hvor faderen i tæt samarbejde med magthaverne og STASI etablerede et kristeligt parti.
Angela blev aktiv i SED’s ungdomsorganisation FDJ og leder i systemets studenterarbejde.
Angela tog indtil murens fald aldrig afstand fra DDR-systemet og deltog endog i udspionering af dissidenten og socialisten Robert Havemann.
Med murens fald bevægede Angela og store rækker af politikere, Stasi, KGB og andre agenter sig direkte over på højrefløjen og tog ejerskab over produktionsmidlerne som tidligere havde været statsejet.
I Danmark flød rækker af doktrinære marxister fra Jespersen/Pittelkow, Lars Hedegaard, Bent Jensen, Søren Espersen og mange mange flere direkte over på højre kant af spektret.
Her har de uden kritik af deres fortid etableret nye had og fjendebilleder.
Sådan slap de let fra selvopgøret ved at tilpasse sig samtidig med andre der kæmper for socialisme udstilles som potentielle forrædere.
At sejrherrerne skriver historien kan man ikke være i tvivl om - men måske skulle selvglæden og ufejlbarligheden på højre kant begynde at se på historien med selvkritik.
8. november 2009 kl. 18:40
Jamen det er jo så rigtigt og smukt alt sammen hvad redaktøren skriver.
Men hvad med at bruge din redaktionelle indflydelse på BM, med at friske avisens læseres hukommelse op?
For alle de læsere med hukommelsen i behold der kan huske mere end tyve år tilbage.
Om den nuværende seernes redaktør på DR Jacob Mollerup og hans aktiviteter som underviser på kommunistpartiets kurser i Østtyskland, der var finansieret af DDRs efterretningstjeneste, som det også var tilfældet med tidligere TV-Direktør Bjørn Erichsens vedkommende, da han optrådte i den samme rolle som Mollerup.
De to der i dag lever af at være ytringsfrihedens forkæmpere.
Dette paradoks må da være en journalistisk udfordring der er til at tage at føle på.
Jeg er overbevist om at der i det berlingske hus er journalistisk talent der kan magte denne meget enkle opgave.
Og oveni også kigge på de fagforeningsfolk og kultur>personligheder
8. november 2009 kl. 20:48
Rigtigt, det var en stor periode hvor muren, jerntæppet, og USSR opløstes. Stort set alle i vesten var jo enige i, at mure skulle ikke være nødvendige til at bure folk inde eller ude.
Det kan imidlertid undre mig, at der ikke er nogen fordømmelse af de mure, som Israel etablerer for at adskille sig fra omverdenen.
What’s the difference???
9. november 2009 kl. 10:34
“What’s the difference???”
At Berlinmuren skulle holde DDRs egne borgere fra at udvandre til Vesten, mens Israels mur skal forhindre palæstinensiske terrorister i at trænge ind i Israel for at udøve terrorhandlinger (hvilket den i øvrigt har gjort med stor succes).
9. november 2009 kl. 10:56
Giver det nogen mening at have frihed til at tænke frit, at kunne forsamle sig frit i foreninger og partier og kunne tilslutte sig enhver ideologi eller overbevisning, man havde lyst til eller følte for (så længe formålet ikke er voldeligt), hvis man af eftertiden bliver fordømt for noget, der ikke i samtiden var ulovligt eller gav anledning til moralske opstød eller beskyldninger om nærmest at være landsforræderisk?
Hvad er al tanke- og trosfrihed værd, hvis man ikke kan stole på, at det, der var lovligt og acceptabelt igår, også er det idag?
Hvem bliver morgendagens sindelagsforbrydere?
9. november 2009 kl. 11:24
god kronik. Dog er Obama endnu retorik, mens russerne oplevede en Reagan som satte handling bag bl.a. med opstillingen af mellemdistanceraketter i Europa som modspil til Sovjets mobile SS20-oprustning. Russerne havde slet ikke økonomien til både at opruste, brødføde Østeuropa og opkøbe råvarer til overpriser hos diverse diktaturer rundt om i verden. Det så Reagan, holdt fast i oprustningen som eneste middel, der kunne tvinge russerne til forhandlinger - mens økonomien og til sidst styret brød sammen om ørerne på dem.
Mvh. Morten Holm
9. november 2009 kl. 11:36
@Morten Holm
Tak for kommentaren. Det er ganske rigtigt, at præsident Reagan klart og utvetydigt forhandlede ud fra en styrkeposition og ud fra den viden, at totalitære regimer kun respekterer et sådant udgangspunkt. Selvom man skal være forsigtig med brug af historien til håndfaste konklusioner, tror jeg, at det er korrekt, at det er den lære af historien, vi kan drage.
Mvh
Jesper Beinov
9. november 2009 kl. 14:22
For tiden forhandler USA’s præsident ikke med ledere af totalitære regimer “ud fra en styrkeposition”: USA’s præsident kryber for en af lederne af vor tids totalitære trussel; det Saudi Arabiske, islamofascistiske, royale diktatur.
USA havde et tæt militært samarbejde med saudiaraberen Osama bin Laden, da den forrige præsidents far, George Bush, var chef for CIA.
Da “den første præsident Bush” var chef for CIA, iværksatte CIA statskuppet mod Chile den 11/9 1973.
Da “den anden præsident Bush” (George W. Bush) var præsident i USA, begik hans fars samarbejdspartner, Osama bin Laden, terrorattentater mod USA tre dage efter, at USA havde forhindret, at OIC-landene fik flertal på FN’s antiracismekonference i Durban i september 2001, ofte kaldet Durban I, der sluttede tre dage før bin Laden begik attentaterne, altså den 8/9 2011.
Attentaterne den 11/9 var tilsyneladende en afstraffelse for, at USA forhindrede, at Israel blev stemplet som en racistisk stat på Durban I, hvilket skulle være brugt til at underminere statens eksistens demografisk.
Bin Ladens attentater blev altså begået på samme dato som det CIA-finansierede kup mod socialdemokraten Salvador Allende, som blev begået, da bin Laden arbejdede tæt sammen med CIA’s daværende chef George Bush.
Midt under Irakkrigen blev det i øvrigt afsløret, at Prescott Bush blev dømt i 1941, for at have været en nøglefigur i det samarbejde mellem de amerikansk baserede, finansielle keyplayers, der havde finansieret det tyske naziparti fra starten, og som havde finansieret Tysklands ulovlige genoprustning.
Det var nøjagtigt dét samarbejde, som præsident Eisenhower advarede imod, da han adbarede imod, at det såkaldte militær-industrielle kompleks var den største trussel mod det amerikanske demokrati.
Små ti år efter var Prescott og Eisenhower golf-buddies…
I øvrigt fik OIC-landene flyttet Durban II’s startdato til Hitlers fødselsdag, “af religiøse grunde”. Den antidemokratiske antisemit og holocaustbenægter Ahmedinejad, der har erklæret at Israel skal udslettes var “antiracismekonferencens” hovedtaler…
10. november 2009 kl. 08:40
Tiden op til murens fald var en stolt tid for vores tidligere udenrigsminister, Uffe Elleman Jensen. Hans indsats har indbragt ham umistelig hæder.
Til gengæld er Uffe Elleman Jensen ret blind overfor vor tids totalitære trussel; islamismen.
For det er jo ikke kun “skamløse” satiretegnere, som Westergaard, som Uffe Ellemand-jensen mere burde have pålagt sig selvcensur, i stedet for at latterliggøre islamitiske terrorister, som islamisterne truer med at slå gud og hvermand ihjel, fordi de ikke overholder DERES personlige fortolkning af islam, sharia, hadither, whatever…
Terroren og truslerne er det eneste middel, som dogmatiske antidemokrater har, hvis de skal få folk, der ikke deler deres idealer til at makke ret.
Derfor truer islamisterne også politikere, i et forsøg på at påvirke den politiske proces med truslerne og terroren. Og terroren virker desværre, fordi en del mangler etisk integritet, når det bliver farligt at forsvare idealerne.
Den socialistiske regering i Spanien trak f.eks. tropperne ud af Irak, efter terrorattentatet i Madrid, mens den tyske regering heldigvis ikke har ladet sig påvirke af, at en tysk muslim af marrokansk afstamning for nylig truede med at begå terror, hvis tyskerne valgte en regering, der ikke vil trække tropperne ud af Afghanistan så hurtigt som muligt.
For et par år siden afslørede en fransk journalist, at islamisten Akkari truede med, at slå muslimen Naser Khader, der har stiftet Demokratiske Muslimer og som er Det Konservative Folkeparts integrationsordfører ihjel, hvis han blev integrationsminsister.
Tør Det Konservative Folkeparti nu gøre Khader til integrationsminister. Han er helt oplagt en kommencde borgerlig regerings mest oplagte kandidat til posten.
Khader er ikke den eneste demokratisk sindede, muslimske politiker i danmark, der er blevet truet på livet af islamister.
For et par dage siden kom det frem, at en kvindelig, muslimsk politiker, der stiller op for Det Konservative Folkeparti i Odense, var blevet truet på livet, udelukkende fordi hun som kvindelig muslim blander sig i politik, hvilket antidemokratiske islamister mente betød, at de var berettiget til, at true hende på livet, for at få hende til at trække sin opstilling tilbage.
I dag skriver Ekstra Bladet, at andre muslimske politkere også bliver truet på livet af radikale islamister, der ikke mener, at islam og demokrati kan eller må forenes:
Det antidemokratiske, islamiske parti, Hizb-Ut-Tahrir har truet flere muslimske kandidater til byråd og folketing, fordi organisationen mener, at man ikke kan være demokratisk og muslim samtidigt, bl.a. den socialdemokratiske kandidat til Københavns borgerrepræsentation, Lars Aslan Rasmussen, der er delvist af tyrkisk afstamning:
Han siger til til TV2/ Lorry: “De kommer hen og truer når man deler valgmateriale ud på gaden. De er meget nærgående og det er meget ubehageligt, siger Lars Aslan Rasmussen .
Også SF’erne Özlem Cekic og Serdan Benli er blevet truet af tilhængere af det islamofascistsiek parti:
“Ved sidste folketingsvalg var jeg i et storcenter - der kom de hen og truede mig og kom helt tæt på. Jeg følte, at de ville i duel med mig. Senere satte de ild på mine valgplakater, siger SF’eren Serdan Benli til til TV2/ Lorry.
Formanden for folketingets retsudvalg, Peter Skaarup ovevejer igen om det erklæret antidemokratiske og militaristiske parti, hvis talsmand er dømt to gange efter racismeparagraffen, for at opfordre til mord på jøder med citater fra koranen, bør forbydes.
Ellemand-Jensen og en hel del andre bør vågne op, og møde truslen fra antidemokratiske islamister med åben pande, lige som han gjorde, da han modtog forfatteren Salman Rushdie, der var blevet dødsdømt af den islamistiske despot Khomeini.
For det nytter ikke noget at bøje sig for truslerne.
Rushdie besluttede sig rent faktisk en kort overgang for at blive rettroende muslim, fordi han håbede, at det ville få det islamistiske regimes despot til at række terrortruslen mod ham tilbage, men det gjorde regimet ikke.
Så Rushdie droppede ideen om, at blive muslim.
Han har kaldt sin underkastelsesperiode, hvor han undskyldte overfor islamisterne, at han skrev mesterværket for sin floveste periode.
Vågn nu op, Elleman Jensen, og slut op i kampen mod truslen fra vor tids totalitære trussel, islamismen.
(Når indlægget er rettet til Elleman Jensen er det fordi det var beregnet som svar på hans blog i Berlingske Tidende, men han bortcesurerer simpelthen alle mine indlæg, fordi han ikke bryder sig om, at blive mindet om sit svigt i kampen mod vor tids totalitære trussel… Uffe Elleman har ikke bare pålagt sig selvcensur, men har indført censur, når det gælder kritik af islamismen. Det er egentlig uforståeligt.
Hvis Elleman-Jensenn læser Beinovs blog vil jeg godt bede ham om, at oveveje, om hans censur af kritik af en totalitær ideologi er i overensstemmelse med hans politiske grundholdninger.)
10. november 2009 kl. 10:07
@Jakob Schmidt-Rasmussen
Denne blogpostering tager altså udgangspunkt i Murens fald, og det håb, begivenheden tændte i Europa.
Denne blogdebat handler dermed ikke om Uffe Ellemann-Jensens synspunkter ift tegningesagen og islamisme. Her må du skrive til Berlingske Tidendes debatredaktion, hvor Ellemann er fast skribent, hvis du vil kommentere hans synspunkter. Redaktionen er altid åben for velargumenterede synspunkter.
Til de af jer, der er ikke har set det, ift debatten om Murens fald, har Ellemann i øvrigt skrevet en meget fin blog om perspektiverne. Den er her:
http://uffeellemann.blogs.berlingske.dk/2009/11/09/arven-fra-9-november-frihed-i-vest-%25e2%2580%2593-velstand-i-%25c3%25b8st/
10. november 2009 kl. 13:35
@Jakob Schmidt-Rasmussen
Burde du ikke rejse til konspirationernes moderland!
I 1973 var Osama 16 år og skulle i følge dig have et tæt samarbejde med cia’s chef George Bush??!!
Og planlægge og udføre en så stor terrorhandling på bare 3 dage! Ingen gang USA vil kunne udføre en sådan handling på bare 3 dage!
Datoen 9. september blev valgt fordi det svarer til telefonnummeret til USA’s vagtcentral 911.
Tilbage til emnet. Reagan bekæmpede kommunister ikke diktatorer (hvis de var højreorienterede). Under Falklandskrigen var han så ulykkelig over at USA’s 2 venner sloges. Diktaturet Argentina og det demokratiske England.
Samtidig bekæmpede han Afganistans kommunistiske regering. Vi kan idag se hvad der kom ud af dette.
Uden en Gorbatjov havde vi nok haft den kolde krig endnu. Og hvis Sovjetunionen havde haft en type som Stalin ville vi istedet for have haft 3. verdenskrig.
12. november 2009 kl. 14:32
Er verden blevet et friere sted???? Venstre og Co er squ da ved at lave Danmark om til et nyt DDR og alle steder i den vestlige verden indskrænkes dagligt de liberale frihedsgrader! Hvad fanden er det for et stof de såkaldte liberale er på? Liberalisme er squ mere end at have en statsminister der hedder Pia Kjærsgaard, undskyld Lars Løkke.
12. november 2009 kl. 20:33
Kære Jesper Beinov
Fin blog.
Men “mod til at håbe” synes jeg er for defensiv. Jeg synes murens fald gav tro. -Tro på at universelle værdier er blivende.
Hvis vi vil dem og tror på dem, kan vi også regne med dem i længden.
Murens fald gav også beviset på at politiske modeluner er forgængelige. De værdier vi skal tro på, skal stikke dybere end som så. De skal være fundamentale. De kan ikke defineres med begreber som “liberalisme” eller “socialisme”: Murens fald var ikke liberalismens sejr over socialismen (som nogen har gjort den til eller forsøgt at definere den som).
Man skal et par spadestik dybere ned til grundfjældet hvor man finder “demokrati” og “frihed”: Murens fald gav os troen på demokratiets overlegenhed over diktaturet. Murens fald gav os troen på frihedens overlegenhed over ufriheden.
-Og det er jo faktisk osse det din blog siger, med referencer til de senere konflikter som hører tiden efter murens fald til.
13. november 2009 kl. 10:57
Tja i disse dage indskrænkes demokratiet yderligere i Danmark, idet regeringen har gjort det nærmest ulovligt at demonstrere selv fredeligt, borgere kan på den blotte mistanke tilbageholdes i 12 timer og folk kan overvåges uden dommerkendelse. Vi nærmer os Sovjettilstande kraftigt, så jeg forstår ikke den jubel over murens fald, friheden er blevet mindre ikke mere siden da.
13. november 2009 kl. 21:35
@ Benny Madsen
Citat:
“[…] regeringen har gjort det nærmest ulovligt at demonstrere selv fredeligt, borgere kan på den blotte mistanke tilbageholdes i 12 timer og folk kan overvåges uden dommerkendelse. Vi nærmer os Sovjettilstande kraftigt, så jeg forstår ikke den jubel over murens fald, friheden er blevet mindre ikke mere siden da.”
Kommentar:
“Murens fald gav også beviset på at politiske modeluner er forgængelige.”
Det gælder også dine ovennævnte, en dag.
Lad os se hvor længe befolkningen vil lade sig politisk pådutte hvad middagsmenuen skal bestå af, 20% af tiden. Du skal ikke forvente at K f.eks. i længden lægger stemmer til en halvejs kriminalisering af vegetarer…
Politiske modeluner ER forgængelige!